dobbelt. Betragtet over tid kan der ikke herske tvivl om, at demokratiet er blevet styrket. I kraft af stærkere individuelle rettigheder, socialøkonomisk udligning og et markant højnet uddannelsesniveau er den lige status som borger blevet stadig mere udtalt. Med hensyn til adgang til information, muligheden for at komme til orde, politisk deltagelse og demokratisk overbevisning har udviklingen været præget af fremskridt snarere end forfald.

Samtidig kan der også konstateres negative udviklingstendenser. Både velfærdspolitikken og uddannelsespolitikken besidder træk, som risikerer at svække rollen som borger. Partierne synes i stigende grad optaget af kampen om stemmerne og positionerne som et mål i sig selv, og medierne opererer efter egne nyhedskriterier uafhængigt af, hvad der er væsentligt. Derved svækkes grundlaget for det offentlige politiske ræsonnement til skade for politikkens saglighed. Desuden har der udviklet sig en lovgivningspraksis, som i en række situationer udelukker offentligheden fra at gøre sig gældende.

Konklusionen er, at der er et misforhold mellem på den ene side de eksisterende potentialer for demokrati og på den anden side det politiske systems evne til at realisere disse potentialer.