Isilda har styret sin plantage i Angola med jernhånd, mens hendes mand systematisk drak sig ihjel. Fra sine børn har hun intet hørt i atten år, siden hun sendte dem med en overfyldt flygtningebåd væk fra borgerkrigens hærgen til sikkerheden i Portugal. Selv kan hun ikke tænke sig at forlade det land,...
hvor hendes familie har boet i adskillige generationer.
Men børnenes nye liv har ikke formet sig, som hun tror. Efter ankomsten til Lissabon har de mistet den indbyrdes kontakt, og ingen af dem har været i stand til at skabe sig en velfungerende tilværelse, fordi traumerne fra de bitre barndomsår i Angola ikke vil lade dem i fred.
Uddrag fra bogen: »Da jeg havde inviteret mine søskende til at fejre julen her hos os (vi sad i køkkenet og spiste frokost og man kunne se kranerne og skibene bag Ajudas yderste tegltage) fyldte Lena min tallerken med damp og hun forsvandt i dampen sammen med vinduerne og de ord hun sagde Du har ikke set dine søskende i femten år (sammen med hendes stemme og vinduerne hylledes Almadabakkerne og broen i damp og Kristusstatuen baskede ensomt og hjælpeløst med vingerne over tågen) indtil dampen spredtes og Lena langsomt vendte tilbage med fingrene rakt ud efter brødkurven. Du har ikke set dine søskende i femten år så jeg pludselig kom til at tænke på den tid der var gået siden vi var kommet fra Afrika, på min mors breve fra plantagen og siden fra Marimba, fire hytter på en skråning med mangotræer (jeg husker regionschefens hus, handelsboden, ruinerne af den forliste militærforlægning i græsset) konvolutterne jeg opbevarede i en skuffe uden at vise dem til nogen, åbne dem, læse dem, dusinvis af snavsede konvolutter, dækket af stempler og frimærker der talte til mig om det jeg ikke ønskede at høre, om plantagen, om Angola, hendes liv, postbudet afleverede dem til mig på reposen og en masse solsikker hviskede på markerne udenfor, solsikker, bomuld, ris, tobak, Angola interesserer mig ikke ..«
