og manglende anerkendelse af bestemte vidensformer til fordel for andre. Bogen består af såvel et litteraturstudie som en empirisk undersøgelse af hvilke opfattelser der er, af hvad der kan og skal læres i henholdsvis klinisk og teoretisk undervisning. Metodisk er der anvendt en kritisk hermeneutisk tilgang, med anvendelse af bla. Gadamer og Ricæur. Undersøgelsens fagdidaktiske implikationer diskuteres og perspektiveres i herværende udviklings- og forskningprojekt, hvor en utydelighed i vidensformerne og opfattelserne heraf problematiseres i forhold til studerendes muligheder for læring og dermed videnstilegnelse.