O'Connor's figurer virker i starten chokerende: deres skæbner og ikke mindst den måde de bliver præsenteret på dukker igen og igen op i ens bevidsthed.

Westarp forsøger i denne bog at analysere O'Connors fascinationskraft. Dels stammer den fra selve det sproglige kunstværk, der er slebet til med uhyggelig præsicion, og dels fra O'Connors præsentation af gennemsnitsmennesker med svagheder, selvoptagethed og idiosynkrasier, der får os til at smile, når vi genkender os selv.

I Precision and Depth in Flannery O'Connor's Short Stories præsenterer Westarp os for sine læsninger af udvalgte fortællinger på vej ind i et univers, som måske er uvant, men som dybest set er vort eget.