af sit selv.
Han huskede ikke smerterne, men mest skammen over at skulle forklare klasselæreren Eva, at han ikke vidste, hvem der havde slået ham, og hvordan det var sket.
Det var ikke løgnen, der gjorde ondt, men dét, at han ikke formåede at tage imod hjælpen, at han havde mistet tilliden til, at de voksne kunne hjælpe.
Han så Evas mund åbne og lukke sig, hørte brudstykker af medfølelse, forurettelse og afmagt i én pærevælling, trusler om, at de skyldige skulle findes, og at hun nok skulle sørge for… at hun selvfølgelig ville se til…. og at de ville få den straf, de fortjente… Men indeni vidste han, at ingen, ingen kunne hjælpe ham, og han vidste, at han måtte lide, inden de kunne blive straffet.
Det eneste, det gjaldt om, var at overleve til næste dag, endnu en dag og endnu en mulighed for at samle trådene til den hævn, som efterhånden var det eneste mål, der gav mening. Eva gav op, følte sig vel tilovers eller evnede ikke at rumme sine egne triste minder om skoletiden for snart så længe siden.