Bogen er skrevet, fordi i min barndom og ungdom indtil afslutningen på min soldatertid har der altid været nogen, der bestemte hvad jeg dagligt skulle foretage mig. Først bagefter kunne jeg begynde at bestemme selv og tage ansvar for mine handlinger. Endelig følte jeg mig fri og kunne  nyde min ungdom. 

Jeg bærer på ingen måde nag over min barndomstid – det var nogle spændende drengeår under krigen, selvom de førte til, at jeg endte på Himmelbjerggården – jeg havde rodet mig ind i for meget. Der var dog også andre omstændigheder som for eksempel familien. Bagefter fulgte læretiden med begrænsninger, hvad angår kost og logi (i starten otte kroner om ugen), men heldigvis havde jeg en mester, der sørgede for, at jeg havde råd til at være sammen med andre unge mennesker – ikke for meget at rutte med, men måske godt nok, når jeg tænker på de håndører, Forsvaret betalte. 

  

God fornøjelse. 

Finn Gøsta Nielsen