kneb tit for mor at overholde betalingen. Men det var jo et arbejderkvarter og småt i det daglige for stort set alle under krigen.
Når jeg ser tilbage, forstår jeg udmærket min mors nervøsitet i det daglige. Jeg havde det med at skulke fra skole, smårapsede og rodede mig ind i alting, så politi og børneværn rendte hende på dørene i tide og utide, så jeg kan godt forestille mig, at alene det at hun skulle forlade hjemmet og overlade mig til mig selv, velvidende at jeg foretog mig alt andet end at passe min skolegang, stressede hende så meget, at det mindste kunne få bægeret til at flyde over.
Ved min mors død i slutningen af 1945 kom jeg – efter et kort ophold hos mormor og morfar – på opdragelsesanstalten Himmelbjerggården.
Inden jeg forlod Himmelbjerggården, havde jeg lovet mig selv, at jeg ville skrive om barneårene under krigen og opholdet på børnehjemmet.
Jeg har forsøgt at skrive, som vi drenge talte sammen og om, hvad vi gik og lavede af unoder.
Bogen omhandler årene 1944-1945, og livet på anstalten i cirka syv år set med mine øjne.

Finn Gøsta Nielsen.