"Moderne kunst er alt for ofte et spørgsmål om at tælle på fingre og tæer og stave sig frem til yderst elementære budskaber, hvor den ikke er ren formalisme. Det er ikke større enkelhed, umiddelbarhed og forståelighed, vi savner i kunsten i dag, men mere komplicerethed, flere forudsætninger, både hos kunstnere og kunstmodtagere, mindre ‘individualisme‘ og mere personlighed.

Det er et af denne bogs hovedmotiver. Men hvis læseren får det indtryk, at den er rettet mod megen moderne kunst, en del samtidig litteratur og så godt som al kunstkritik ud fra go‘ gammeldags traditionalisme, snusfornuft eller ‘engagementskrav‘ – for siden at opdage, at bogens hovedanker er af en gangske anden natur, ja, så er det erklærede formål nået: at forvirre i håb om at forvirre frugtbart."

Således starter Elsa Gress "Prometheus på flugt", en samling af essays om kunstens tilstand, og hvad der skal gøres ved den. Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.