Mediernes hensigt med at bringe historier om provokationskunst er ikke, at søge at forklare, men at ophidse. At vække en altid slumrende forargelse.

Det er velkendt i psykologien, at evnen til at reflektere logisk og rationelt nedsættes proportionalt med det følelsesmæssige engagement. Hvis det i forvejen er svært at diskutere og forstå hvad kunst er, bliver det helt umuligt, når man kaster en buste i havnen og kalder det kunst, slagter en gris som økologisk aktions-kunst, eller udstiller hjemløse på et museum.

Tendensen til at provokere kan i den vestlige kunst spores helt tilbage til antikkens sværmen for det incestuøse drama om Kong Ødipus. Den genoptages i nyere form i reformationens neo-kapitalistiske hollandske samfund. Men i det ultramoderne mediesamfund, hvor alle konkurrerer om at få deres kunst omtalt i medierne, antager provokunsten helt ekstreme former. Tilsidst står kun tabuoverskridelsen tilbage, og medieomtalen er det eneste, der sikrer værket som kunst.

Denne bog forsøger at forklare, hvorfor indholdet i billedkunsten ofte har drejet sig om det anderledes, det tabuoverskridende.

Den tegner den historiske baggrund for provokations-kunsten, gennemgår en række nyere internationale kunstneres provokationer, samt præsenterer ca. 50 danske kunstnere, der i større eller mindre grad arbejder med grænsesøgende og tabuoverskridende emner i deres kunst.