leg og idræt, og afprøves gennem 3 år i et åbent psykiatrisk afsnit på Amtssygehuset i Glostrup.
Undersøgelsens deltagere (N=34) er mennesker med skizofrene sindslidelser og beslægtede psykotiske lidelser og tilstande. Deltagerne kommer fra to sammenlignelige afsnit, hvor der i det ene indføres psykomotorisk træning, mens der i det andet, kontrolafsnittet, etableres traditionelle ergoterapeutiske behandlingsaktiviteter.
Undersøgelsens resultater giver anledning til undren, da de kvantitative data ikke stemmer overens med træningsgruppens oplevelse af glæde fred og selvtillid, som de giver udtryk for under og efter træningen. Del II er således en direkte konsekvens af dette, idet der gennem denne proces i praksisforløbet er opstået modeller, der inddrager menneskers interaktion og tilhørsforhold, en beskrivelse af settingen (rammer og regler) for psykomotorisk træning samt en socialvidenskabelig funderet beskrivelse af træningen. Der tages afsæt i kropsfænomenologien, som et opgør med den dualistiske tankegang, for at fokusere på det at ""kunne"" gennem den kropslige erfaring, som vi opnår via handling i verden og for at bringe subjektet ind som en del af det empiriske materiale. I forståelsen og beskrivelsen af psykomotorisk træning benyttes dels figurationssociologien og dels den sceniske forståelse fra den psykoanalytiske kulturanalyse som orienteringsmidler. Som et yderligere bidrag til det afklarende og dokumenterende arbejde udvikles gruppedialogerne som en ny model med udgangspunkt i den psykoanalytiske gruppeanalyse og i den dybdehermeneutiske praksis.