Vi er i en tid, hvor psykoterapien er et miskmask af psykiatri og psykologi. Branchen er hele tiden i gang med at prøve på at definere sig selv. Det er i og for sig udmærket, men vi skal alligevel have fokus på, at psykoterapien ikke er et videnskabeligt studium af mennesket, men et fænomenologisk og oplevelsesorienteret studie. Det er ikke ensbetydende med, at psykoterapien ikke kigger på menneskets udviklingsteorier og teorier om det sunde, hele menneske, men det er ud fra det enkelte menneskes virkelighed. Det ender ikke ud i en fælles betegnelse eller diagnose. Med andre ord, så fortæller et menneskes terapeutiske forløb ikke hele sandheden om alle klienters terapeutiske forløb. For at komme ud af vores overbevisninger og modeller som psykoterapeuter, må vi vide, hvordan de opstod.