kolonister i Nordamerika trækker i langdrag, og i London får lægfolket sværere og sværere ved at undertrykke deres utilfredshed med troldmandsstyret. Der udbryder strejker og endda regulære optøjer, og da Nathan samtidig kommer på sporet af en utilfreds flok troldmænd, som planlægger et kup mod regeringen, får han for alvor travlt. Især da det viser sig, at bagmanden er den gådefulde Hopkins, som spillede en lige så gådefuld rolle i balladen med golemen.
Nathan har brug for hjælp og sætter den sarkastiske djinni Bartimæus på sagen.
Men Bartimæus er ikke meget bevendt. Han er kun en skygge af sig selv, han er træt, hans essens er tyndslidt og sommetider har han end ikke kræfter til at fyre en rapkæftet bemærkning af!
Bartimæus´ efterforskning går i fisk, og inden Nathan får set sig om, står han selv anklaget som kupmager.
Kan det virkelig passe, at hans eneste redning i nødens stund er Kitty Jones, den sorthårede pig fra den gamle Modbevægelse?