Det var nogle meget hårde år. Jeg følte en dyb smerte over, at jeg stod med så meget selv. Jeg fik ikke nær nok hjælp udefra. Det var, som om livet krævede for meget af mig. Jeg blev nødt til at klare mere, end jeg egentlig kunne. Så jeg ydede en ekstra indsats. For at kunne klare det, jeg skulle, tilsidesatte jeg mig selv og mine egne behov. Samtidig var jeg ikke realistisk i forhold til, hvad der var menneskeligt muligt. Der var en lang periode, hvor jeg ikke havde pauser og ikke havde tid til at lade op. Jeg følte samtidig ikke tilfredsheden ved at gøre mit yderste. Jeg syntes nemlig altid, at jeg kunne have gjort det bedre.