guder og dæmoner med mennesket som en væsentlig medspiller - hvor personerne kan opleves som forskellige sider af menneskets natur.

... Rama forfulgte det gyldne dådyr, som Sita så inderligt ønskede, han skulle fange. Det søgte dybt ind i skoven, og hver gang det var inden for hans rækkevidde, forsvandt det ud af syne. Det overbeviste Rama om, at der var magi på spil, så han besluttede sig for at skyde dådyret. Han lagde en pil på sin bue og ventede, og da det igen viste sig, hvislede pilen gennem luften, ramte og gennemborede dets hjerte ... og for øjnene af Rama forvandledes det døende dyr til en ond dæmon.

Men selv med vanvittige smerter var dæmonen opsat på at hjælpe den mægtige dæmonkonge Ravana med at gennemføre deres aftalte plan.
Med en sidste kraftanstrengelse forandrede han sin stemme og brugte al sin magi til at sende den afsted hurtigere end vinden.
Det lød som var det Ramas egen stemme, og råbet var bedende, fuld af smerte.
- Oh, Laksman, min bror, jeg dør. Hjælp mig! Kom og red mig.

- Din usling, råbte Rama og trak pilen ud af dæmonens bryst, hvorefter han hastede tilbage mod hytten - men stemmen havde nået Sita og Laksman på ingen tid. Og den onde plan var sat i gang ....