kærlighedsløst ægteskab. Han har hele tiden en tendens til at kaste det hele fra sig, hvis ikke alt går, son han ønsker det. Han har betydelige talegaver, og det fører ham frem til en plads som folketingsmand, men også det kaster han fra sig og vender tilbage til det hårde slid som daglejer og skærvehugger. Men til sidst ender han som lykkelig forkynder i Frelsens Hær. Christian Rimestad skrev i sin anmeldelse af "Rasmus" i Politiken 10.5. 1909: "Denne lille bog er et nyt og uafbrudt fængslende bevis på Knud Hjortøs betydelige talent. Og den slår fast, at han i stadig større målestok betvinger sit stof overlegent. Vi har ikke for tiden en prosaist, der ejer en kraftigere koncentrationsevne… I fortællingen om Rasmus Eliassens genvordigheder i sin barndom, sin ungdom og sin manddom er Knud Hjortøs humor medfølende som næppe nogensinde før. Men den er ikke et øjeblik medynkstirrende. Thi et dybere usentimentalt gemyt end Knud Hjortøs eksisterer ikke i vor litteratur...Beretningen om Rasmus’ erotiske og politiske miserer, indtil han ender som lyksaligt forkyndende frelsermand, er et psykologisk portræt af mangesidig værdi.."