hypermoderne virkelighed, hvor man ikke er nogen eller noget, hvis ikke det eftertragtede spotlight lyser på én. Fra fragmentariske, et-ord-per-linje-vers til længere prosadigte smeder Bettina Düring ord og rænker mod tidens kynisme, overfladiskhed og selviscenesættelse, men viser også humor midt i tristheden og vreden. Som et ledemotiv møder vi Lorteprinsessen flere gange undervejs, og af sproglige figurer befolker især bogstavrim og oxymoroner digtene, eksemplificeret ved en af titlerne – ”Kendt anonymitet” – og ved selve samlingens titel: Hvilken virkelighed er det, vi stræber efter, når berømmelsen er målet i sig selv, og med hvilke omkostninger?