Realskole gennem 200 år. Bind 2Kundskaber og erhvervsforberedelse.af Christian Larsen

Realskolen gennem 200 år – kundskaber og erhvervsforberedelse Forord
”Skolen for Livet” kaldte samfundsdebattøren Tage Algreen-Ussing i 1830’erne realskolen. Hans betegnelse rummer essensen af det, realskolen gennem en stor del af sin historie har stået for: skolen, der uddanner til det praktiske liv. I 1830’erne var realskolerne private skoler i byerne, 100 år senere var de en integreret del af den danske folkeskole og i dag, hvor realeksamen ikke længere eksisterer, er de som private skoler fortsat en meget betydende del af den danske grundskole. Med en realeksamen havde man et første ståsted i voksenlivet – det var indgangen til videreuddannelse, til en stilling, en begyndende karriere. At gå i realen og få sin realeksamen talte dengang. Også i dag er en god og fagligt betonet grunduddannelse af stor betydning. Den opfattelse har i hvert tilfælde de fleste forældre, og mange af disse har tillid til, at den private (”real”-)skole fortsat er det sted, som bedst leverer varen.
I 2004 igangsatte Danmarks Privatskoleforening et forskningsprojekt om den danske realskoles historie. Målet med dette projekt var at få blotlagt væsentlige aspekter af denne sammensatte historie og derigennem nå til klarhed over kontinuitet og brud. Ønsket var at finde frem til en realskolekerne, om en sådan findes; noget, realskolen kendes på fra skole til skole og fra tid til tid. Med andre ord: Hvad var realskolen?
Dette spørgsmål lod sig naturligvis ikke besvare ved at se på realskolen i et isoleret perspektiv. Realskolen var en del af et samfund og en del af et større skolevæsen, og disse relationer må selvfølgelig tages med i betragtning i et forsøg på at nå ind til det, realskolen var. Men relationerne var ikke ensidige. Spørgsmålet om, hvordan realskolen selv satte et præg på samfundet og på det øvrige skolevæsen, har været ligeså centralt at undersøge. Det særlige fokus har her været realskolens innovative betydning.
Endelig er realskolens spor i nutidens private skoler blevet undersøgt. Er der en rød tråd helt op til nutiden, eller er den knækket et sted undervejs? Koblingen til nutiden er yderst central, hvis man skal kunne stille kritiske spørgsmål til den måde, det nutidige skolevæsen er organiseret på.
Fra Danmarks Privatskoleforening skal der lyde en stor tak til forfatterne, som med deres bidrag har kastet lys på realskolens spændende og interessante historie.
Dansk Skolemuseum ved Keld Grinder-Hansen forestod forskningsprojektet fra begyndelsen og her havde Åse Højlund Nielsen haft en central rolle som projektets tovholder. Efter Dansk Skolemuseums beklagelige nedlæggelse overgik redaktionen til Christian Larsen, der i den afsluttende fase på fremragende vis har fået samlet de mange forskellige tråde til et helstøbt værk. Anne Cornelius har ligeledes ydet en kompetent indsats som billedredaktør. Danmarks Privatskoleforening retter en varm tak til dem alle for deres fortjenstfulde indsats.
Jeg ønsker også her at tilkendegive, at dette imponerende og endegyldige værk, som jeg vil tillade mig at benævne det, aldrig havde set dagens lys uden en særdeles vedholdende og kompetent indsats fra foreningens sekretariatschef, Ebbe Forsberg. Det var fra begyndelsen hans idé, og det har i hele værkets tilblivelsesperiode først og fremmest været hans fortjeneste, at det overhovedet er lykkedes. Utrættelig har han kæmpet for dette værk, og især når vi andre måske var ved at opgive. En meget stor tak til Ebbe Forsberg.
Til projektets gennemførelse og udgivelse af dette værk har Danmarks Privatskoleforening modtaget økonomisk støtte fra: Undervisningsministeriet, Lærerstandens Brandforsikring, Oticon Fonden, Velux Fonden, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, Margot Fribergs Fond, Marie & M.B. Richters Fond, De Bergske Blades Fond, Landsdommer V. Gieses Legat og Frie Skolers Lærerforening. Til alle disse bringer Danmarks Privatskoleforening en stor og varm tak.
København i juni 2010
Kurt Ernst Formand for Danmarks Privatskoleforening
Introduktion
»En virkelig Skole for Livet«
1. Formål, antagelser og afgrænsning Onsdag den 7. januar 1903 kl. 11 var der indvielse af Nørresundby Realskoles nye bygning. Nørresundby var vokset i 1890’erne, især efter at byen var blevet knudepunkt for trafik til og fra Vendsyssel. Hovederhvervet var industri og handel, hvilket gav kundeunderlag for en skole, der kunne tilbyde en uddannelse over grundskoleniveau. Realskolen var blevet oprettet i 1899 af H.F. Østergaard-Nielsen med 40 elever. Et voksende elevtal havde betydet, at de lejede, oprindelige lokaler var blevet for små, og at der skulle skaffes nye lokaler. Østergaard-Nielsen købte derfor for egne penge en byggegrund, mens midlerne til opførelse af en tidssvarende bygning blev skaffet gennem et lån på 6.000 kr. fra »en Del af Byens og Omegnens Beboere«.
I overværelse af borgmesteren og byrådet, stiftamtmanden, provsten, Aalborg Katedralskoles rektor, overlæreren ved kommuneskolen og mange andre blev den nye skolebygning indviet med tale af biskop Fredrik Nielsen, der bl.a. sagde: »Denne Dag er og bør være en Mærkedag for Byen. En Realskole er en god Gave for en By, der stræber fremad og gærne vil give sin Ungdom en god og sund Oplysning […] Jeg vil ønske, at denne Skole, som er skabt ved Forstanderens Energi og Borgernes Sympati, maa gøre en god og velsignelsesrig Gærning til Gavn for denne By og dens Borgere, at den maa blive en virkelig Skole for Livet. En virkelig Skole for Livet er ikke blot en kundskabsgivende, men ogsaa en opdragende Skole.« Derpå fortalte Østergaard-Nielsen om skolens program, herunder at der skulle være fællesundervisning af drenge og piger: »Vi vil undervise Drenge og Piger Side om Side, give dem de samme Kundskaber. Derved kan Kvinden staa som en værdig Støtte ved Mandens Side.«
Bagefter var der rundvisning i den nye skolebygning, en toetages bygning i røde mursten med granitpiller mellem vinduerne, alt træværk var holdt i grønne og hvide farver, hvad også gjorde sig gældende med skolens indre. Bygningen var indrettet »efter de nyeste hygiejniske Fordringer« med masser af lys og luft, store klasselokaler, ovenlysvinduer i klasseværelser på tagetagen, bad- og omklædningsrum samt gymnastikhus. Og over indgangsdørene var der opsat to inskriptioner i træ: »Bring Glæde paa dine Veie og du Lykken selv skal eie« og »Naar vi lære for Skolen saa lære vi for Livet«.
Skolen talte i 1903 96 elever – 60 drenge og 36 piger – hvoraf en tredjedel kom fra landdistrikterne omkring Nørresundby. I underskolen var der en ligelig fordeling af drenge og piger, men i realklasserne fandtes kun piger i 1. og 2. realklasse – og slet ikke nogen i 3. og 4. realklasse, hvor pigerne har været 14-16 år og dermed sendt ud for at tjene. Elevernes forældre var hovedsageligt handlende og næringsdrivende, embedsmænd og funktionærer eller landbrugere. Den undervisning, som blev tilbudt, var koncentreret om de naturvidenskabelige fag som regning og matematik, naturhistorie, naturlære og geografi, moderne sprog som engelsk, tysk og fransk samt basisfag som dansk og skrivning.
Nørresundby Realskole (nu Solsideskolen) er på mange måder en typisk realskole. Den var blevet oprettet i realskolernes første ekspansionsperiode (1880’erne og 1890’erne). Den blev placeret i en af tidens nye byer, stationsbyen, hvor der var en kundekreds (både i byen og i dens opland), der efterspurgte en bestemt vare. Denne vare var en kompetencegivende uddannelse fra en realskole, hvor eleverne kunne få almendannelse og faglige kundskaber med vægt på naturvidenskabelige fag og moderne sprog, og hvor uddannelsen var adgangen til et job inden for handel og erhverv, ansættelse i den offentlige forvaltning, f.eks. post- og telegrafvæsenet eller statsbanerne, eller adgang til videregående studier på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole eller Den Polytekniske Læreanstalt. Og som i mange andre realskoler var elevernes forældre hovedsageligt beskæftiget inden for handel, håndværk og funktionærstanden. Endelig var skolen blevet oprettet på privat initiativ og med midler fra lokalsamfundet, en udbredt finansieringskilde, når en ny realskole skulle begynde sit virke.
Hvorfor beskæftige sig med realskolens historie?
Der var med Tage Algreen-Ussings berømte ord fra 1830’erne tale om »Skolen for Livet«. Hans betegnelse rummer essensen af det, realskolen gennem en stor del af sin historie har stået for: skolen, der uddanner til det praktiske liv. I 1830’erne var realskolen private skoler i byerne, 100 år senere var den en integreret del af den offentlige grundskole. At få en realeksamen var en vigtig begivenhed i et ungt menneske liv. Med en realeksamen havde man et første ståsted i voksenlivet – den var indgangen til videreuddannelse, til en stilling, en begyndende karriere. I dag er det noget, de færreste har et forhold til, for siden 1978 har realundervisning ikke været en del af grundskolen. Og dog – er den forsvundet helt? Det er påfaldende, hvis man ser på de private skoler i dag, at mange af dem stadig bærer betegnelsen realskole, og at mange af netop disse skoler kan betegnes som realskolens arvtagere. Realskolen som skoleform er for længst ophørt, men spørgsmålet er, om vi kan finde reminiscenser af den i nutidens privatskoler og måske ligefrem også i den offentlige grundskole.
Uddannelseshistorisk har realskolen i Danmark haft en megen stor betydning som fundament for social mobilitet og for en demokratisering i forhold til adgangen til uddannelse og i sidste ende for vore forestillinger om, at uddannelse og erhverv hænger sammen, og at uddannelse er nøglen til succes. Realskolen og realeksamen var en væsentlig del af baggrunden for, at kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, og at børn fra landet og fra arbejderhjem i byerne også fik uddannelse. Realskolen skabte social mobilitet og sikrede en udvikling af det moderne samfund. Det vidner 854.596 realeksamensbeviser fra perioden 1839-1978 om.
Realskoleformen har haft afgørende betydning for udviklingen inden for både privatskolesektoren og for den offentlige grundskole. Både nutidens privatskoler og offentlige grundskoler har i vid udstrækning inkorporeret realskolens fagsammensætning, kompetencevægtning og målsætning. De private skoler nyder stor fremgang i disse år, hvor fokus i undervisningsdebatten ligger på faglighed. Har privatskolerne en højere faglighed end den offentlige grundskole, og afspejler denne faglighed en tradition, der rækker tilbage til realskolernes virksomhed? I privatskolernes selvforståelse fastholdes realskoleforbindelsen, og den vægtes i værdigrundlaget.
Formål For at få belyst disse forhold må vi se nærmere på realskolens historie. Området har ikke hidtil været underkastet nogen systematisk forskning. Det har medført en undereksponering af hele denne skoleforms placering i det samlede danske uddannelseshistoriske billede. Formålet med dette værk er derfor at skildre dansk realundervisning gennem de to hundrede år, hvor realskolen eksisterede som en selvstændig skoleform, fra Borgerdydskolernes oprettelse i 1787 til den sidste realeksamen i 1978. Hovedsigtet med værket bliver derfor en indkredsning af realskolens karakteristika og dens skiftende fremtrædelsesformer. Realskolen vil derfor blive set i en sammenhæng, som konstitueres af det sociale miljø, realskolen er opstået i, det politiske miljø, den er udviklet i; den uddannelsesmæssige og institutionelle sammenhæng, den er indgået i; og de pædagogiske og ideologiske værdisæt, den bekender sig til.
Det er ønsket at få belyst, hvad der er det særlige ved realskolen, og hvor det kommer til udtryk:
•
Er det i sammensætningen af skolens aktører – ledere, lærere, elever, forældre?
•
Er det i pædagogikken?
•
Er det i fagrækken og i det faglige indhold i undervisningen?
•
Er det i målsætningen?
•
Er det i organisationen, styrelsen og administrationen af realskolen?
•
Er det i eksamen?
•
Er det i værdierne?
Herudover ønsker vi at belyse, om realskolen har haft en innovativ betydning i udviklingen af det danske uddannelsessystem og samfund, og om vi kan pege på en rød tråd i realskolens historie, der forbinder realskolen med nutidens skoler, eller om tråden er knækket undervejs.
At skrive realskolens historie er også vigtig i en uddannelseshistorisk sammenhæng for at give nutidens skolevæsen perspektiv og skabe grundlag for udformningen af fremtidens skole. Værket vil ligeledes bidrage til at placere den danske realskolemodel i en europæisk uddannelseshistorisk kontekst.
Antagelser Arbejdet med realskolens historie har taget afsæt i en række antagelser, som danner en forklaringsramme for analyserne:
Realskolen skal ses i forhold til det, den distancerede sig fra. Denne distance har ikke kun en orienteringspol, men flere. Realskolens historie skal ses som et studium i positionering. Realskolen har i sit virke har distanceret sig fra andre skole- og undervisningsformer. I Tyskland, hvor realskolen stadig eksisterer, defineres og afgrænses realskolen i forhold til grundskole og gymnasieskole. Den tyske realskole er en skoleform, der kræver mere end grundskolen, men er samtidig anderledes orienteret end gymnasieskolen og står derfor som en skole i midten, »Mittelschule«. I modsætning til gymnasieskolen var – og er – realskolen stærkt rettet mod erhvervslivet. Den indtager en førerposition, hvad angår undervisning i naturfaglige og samfundsfaglige stofområder. Den har formået – også i modsætning til gymnasieskolen – at integrere en realistisk-pragmatisk og humanistiskalmen dannelse. I modsætning til gymnasieskolen har den tyske realskole en målsætning, der er dobbelt: På den ene side almendannende og studieforberedende, på den anden side kompetencegivende.
En lignende problemstilling gør sig gældende for den danske realskole, som har skullet finde sin egen position i forhold til gymnasieskolen og i krydsfeltet mellem grundskole og gymnasieskole.
Realskolen er middelklassens skole. Middelklasse dækker over et heterogent socialt lag – på tysk skelner man mellem forskellige ’borgerskaber’: »Wirtschaftbürgertum« (handelsborgerskabet) og »Bildungsbürgertum« (dannelsesborgerskabet). Hvem der hører til hvor er ikke entydigt og ses at forandre sig over tid. Ifølge socialhistorikeren Jürgen Kocka holdes middelklassen sammen af det, den distancerer sig imod. Middelklassens historiske udvikling kan ifølge Kockas deles op i fire faser og ud fra en forståelse af middelklassen som tre overlappende sociale miljøer. Første fase er sidste del af 1700-tallet, anden fase er fra 1790/1800 og frem til 1848/49, tredje fase frem til første verdenskrig og fjerde fase perioden derefter. De overlappende sociale miljøer beskriver han som 1700-tallets borgere med erhvervede borgerrettigheder (lokalt forankrede), handels- og manufakturfolk med internationale forbindelser (også kaldet kapitalens repræsentanter) samt embedsmænd med tjeneste hos staten, kirken, adelen og forskellige andre myndigheder. For Kocka er essensen i middelklassens historiske udvikling, at det sker i en distancering fra andre sociale grupper, først adel, enevælde og religiøst ortodoksi og siden arbejderklassen og masserne. Mens skellet mellem adel og middelklasse forsvandt ved slutningen af 1800-tallet, er skellet mellem middelklasse og arbejderklasse stadig ikke forsvundet helt.
Hvor Kocka bredt beskæftiger sig med den europæiske middelklasse og taler om fire faser, ser de danske historikere Troels Dahlerup og Jørgen Fink mere specifikt på den danske middelklasse (her benævnt borgerskabet), hvis historiske udvikling forløber gennem tre faser: første fase fra slutningen af 1700-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet, anden fase fra slutningen af 1800-tallet og frem til omkring 1950 og endelig en tredje fase i tiden herefter. Den første fase er kendetegnet ved kampen om politisk indflydelse. I anden fase er det de økonomiske parametre, der afgør borgerskabets sociale og politiske dominans. Samfundet ændrer sig i retning af et industrisamfund, og besiddelsen af kapital bliver en adgangsvej til indflydelse. Den sidste fase er kendetegnet ved borgerskabets afvikling. Her forsvinder borgerskabet i egenskab af socialt afgrænset gruppe. Der er ikke længere områder af samfundslivet og kulturen, der er forbeholdt borgerskabet. Begrebet udvandes og mister indhold.
Et centralt begreb i Kockas middelklasseforståelse er middelklassekultur, som oprindelig har sammenhæng med en værdisætning af uddannelse, præstationer, (selv)beherskelse, oplysnings- og fremskridtstro og en streng moralopfattelse. Middelklassekulturen har ifølge Kocka en iboende tendens til almengyldighed, som gør, at den har spredt sig langt uden for det sociale segment, hvori den opstod. Denne proces har ført til tab af identitet.
I Danmark var realskolen den institution, hvorigennem borgerlige idealer og værdier reproduceredes; en uddannelsesinstitution, der gennem tilvejebringelsen af en borgerlig dannelse var med til at fastholde en borgerlig dominans på samfundsplan, som i takt med middelklassens udvidelse blev stadig vanskeligere at fastholde. Realskolen blev med almenskoleloven af 1903 en udklækningsanstalt for mænd og kvinder, der gennem uddannelse rykkede op i middelklassen. Realskolen antages således også at have været en dynamisk faktor i den bevægelse, der koblede uddannelse og erhverv, og som tilkendte uddannelse primær værdi i forhold til at virke som borger i samfundet. Realskolens succes i perioden efter 1903 er udtryk for, at værdisætningen af middelklassens idealer havde fået sit brede folkelige gennembrud, og at realskolen blev betragtet og benyttet som porten ind til middelklassens kultur og livsformer.
Den enkelte realskole kan ikke forstås uden i sammenhæng med det lokalsamfund, hvori den er opstået. Realskolen var ikke som grundskolen obligatorisk, og lovgivningen fastlagde ingen detaljerede retningslinjer for tilvejebringelse af de fysiske rammer for undervisningen, for skolernes antal og geografiske placering. Det blev overladt til det lokale initiativ. De enkelte realskolers opståen og udvikling var bestemt af lokale forhold og varierede betydeligt fra sted til sted, hvilket på landsplan skabte et vekslende mønster af forskellige undervisningsinstitutioner, private såvel som offentlige, som varetog realundervisningen. Forståelsen for, hvordan de enkelte lokale løsninger blev nået, skal findes i kombinationen af lokal efterspørgsel og udbud, magtforholdet mellem offentlige og private instanser og enkelte aktørers ageren. Realskolens historie giver derved også en indsigt i lokalsamfundenes forskellige strategier for løsningen af uddannelsesbehovet og forvaltningen af den overordnede uddannelsespolitik.
Realskolen er en kontraktskole, hvor der er sammenhæng mellem niveau og kvalitet. Realskolen er en skole, der leverer faglighed på et kvalitetssikret niveau. Eksamen og eksamensbestemmelserne gennem realskolens historie fyldt meget, og de har i perioder været eneste markør for realskolens indretning og faglighed. Realskolen antages altså at have haft en anden institutionel karakter end andre samtidige skoleformer, og at denne institutionelle karakter kan sammenlignes med den kontrakt, der indgås mellem partere med samme interesser, men med forskellige roller og med den hensigt at arbejde frem mod et fælles mål. I realskolens kontraktforhold har realskolen indgået aftaler med aftagerne af skoleformen om at opfylde bestemte dannelses- og uddannelsesmæssige behov. Kontrahenterne har ikke været de samme gennem hele perioden, ligesom kontraktindholdet har skiftet efter de behov, som aktuelle og skiftende forhold har artikuleret.
Det antages herigennem, at realskolen i højere grad end øvrige skoleformer i sin udvikling har været formet af det samfund, der aftog dens elever. Det er også en antagelse, at den status, der følger af at indgå i et kontraktlignende forhold, har været betinget af den anerkendelse, der har fulgt kontrakten, således at realskolens succes og anseelse i høj grad har været betinget af dens evne til at levere den faglighed, der har været efterspurgt, og af evnen til at indgå klare kontraktlignende forhold med den anerkendende kontrahent, i langt det meste af perioden staten. Omvendt også, at anerkendelsen i form af rettighedsgivende eksaminer har tilført realskolen en kvalitetsmæssig sikring, der har leveret de ydre betingelser for, at realskolen har kunnet levere den efterspurgte faglighed.
Undersøgelsesperiode og periodemæssig afgrænsning Den danske realskoles historie går mere end 200 år tilbage. De første skoler blev som nævnt stiftet i København i 1780’erne. I 1975 afskaffede den reviderede folkeskolelov realafdelingen i folkeskolen, og tre år senere tog de sidste realklasser afgangseksamen. Udviklingen er i visse kapitler ført frem til 2010 i ønsket om at kunne spore træk fra realskolen i nutidens skoler. Kerneundersøgelsesperioden for dette værk er dog årene fra 1787 til 1978.
Inspirationen til de første københavnske realskoler stammede fra udlandet. Fra Tyskland kom den ideologiske og pædagogiske inspiration til de første realskoler, og fra Norge hentedes pædagogiske og strukturelle ideer til det reformarbejde, der førte realskolen ind i en offentlig skolestruktur med 1903-loven. Udgangspunktet for realskolen var København. Siden bredte skoleformen sig til de større købstæder, og fra midten af 1800-tallet, hvor de statsligt anordnede realeksaminer gav nye og andre muligheder, opstod der realskoler i mange af provinsens større og mindre byer og i de nye stationsbyer. Realskolen var et byfænomen, der først med 1958-lovenes ophævelse af skellet mellem by og land vandt indpas i landskolerne via de tre realklasser. Undersøgelsen beskæftiger sig også med realskolen i Slesvig/Sønderjylland, Færøerne, Grønland og Troperne samt med det danske skolevæsen i Sverige under besættelsen.
Undersøgelsesfeltet strækker sig over to hundrede år, hvor Danmark forandrede sig markant. Det Danmark, som fandtes ved periodens begyndelse, undergik i løbet af perioden væsentlige forandringer og var således ikke et statisk fænomen. I 1787 var Danmark et landbrugssamfund, hvor hovedparten af befolkningen boede på landet.
I årene efter 1850 oplevede byerne en betydelig større befolkningstilvækst end landdistrikterne med en stærk tilvækst i årene 1870-1901, hvor befolkningen i købstæder og hovedstad voksede fra 24,8 procent til 38,2 procent. De indre vandringer og urbaniseringen medførte, at bybefolkningen blev mere dominerende. Denne urbanisering var en følge af periodens industrialiseringsproces. Urbaniseringen blev understøttet af en forbedret infrastruktur og fremmedes af en voksende produktivitet, en hastig industrialisering og en markant vækst i den tertiære sektor. I løbet af første halvdel af 1900-tallet faldt andelen af indbyggere i landkommunerne fortsat, således at næsten halvdelen af landets indbyggere i 1960 enten boede i hovedstaden eller i byerne.
Ved folketællingen i 1834 havde landbruget været et hovederhverv, hvortil 57,5 procent af befolkningen hørte. 21,3 procent var beskæftiget inden for håndværk og industri og 4,2 procent inden for handel og omsætning. I 1901 rummede landbruget kun 40 procent af befolkningen, mens håndværk og industri var steget til 27,6 procent og handel og omsætning til 7,7 procent. Og i årtierne derefter voksede andelen af personer beskæftiget inden for håndværk og industri, således at håndværk og industri rummede 34,6 procent af befolkningen i 1960, handel og omsætning 12,2 procent og landbrug kun 18,6 procent. Hertil kom serviceerhvervene, som havde været i vækst siden 1940 og nu udgjorde 13,8 procent. Danmark var ikke længere kun et landbrugssamfund, men var blevet til et industri- og servicesamfund som følge af den industrialisering, der fandt sted fra 1870’erne. Det medførte også nye sociale strukturer, hvor enevældens standssamfund fra slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet ændredes til et klassesamfund med den fremvoksende arbejderbevægelse og den nye middelklasse.
På det politiske område rummede perioden idealer om frihed og medbestemmelse, på det statslige plan med stænderforsamlinger fra 1834, folkestyre fra 1849 og på lokalt plan med kommunalt selvstyre fra 1837/41 og 1867/68, hvilket gav nye grupper indflydelse på statens og kommunernes udvikling, herunder også på uddannelsesområdet. Det gjaldt således den liberale periode i anden halvdel af 1800-tallet med Venstres krav om ophævelse af statsmonopoler og liberalisering på uddannelsesområdet. I 1900-tallet blev det Socialdemokratiet, som markerede sig med uddannelsestænkning både nationalt og lokalt, bl.a. med krav om en offentlig enhedsskole for alle børn uanset social baggrund og om begrænsning af den private skoledrift.
Et andet vigtigt forhold i den skildrede periode var kvindernes indtog i det offentlige liv, på arbejdsmarkedet og i uddannelsesinstitutionerne. Kvinderne fik valgret til menighedsråd i 1903, til kommunalbestyrelser i 1908 og til Rigsdagen i 1915. Erhvervsmulighederne blev også udvidet: Enker, forladte og fraskilte hustruer samt ugifte kvinder fik fra 1857 lige ret med mænd til næringsdrift (udvidet til alle kvinder i 1931), de fik adgang til elevstillinger i post- og telegrafvæsenet, til stillinger i Danmarks Statistik, ret til at være advokat og advokatfuldmægtig, dommerfuldmægtig og endelig i 1921 lige adgang til embeder i stat og kommuner.
Og på uddannelsesområdet kom der fra midten af 1800-tallet en række nye muligheder for kvinder: skoleinstitutbestyrerprøve (1845), skolelærerindeeksamen (1859), ret til ansættelse som lærerinde i det offentlige skolevæsen (1867), adgang til universitetet og dermed til studentereksamen (1875), almindelig forberedelseseksamen (1882), forskolelærerindeeksamen (1892), adgang til den højere almenskole (1903), faglærerindeeksamen (1905), ret for faglærerinder til fastansættelse i eksamensberettigede gymnasieskoler (1908), adgang til første- og enelærerstillinger på landet og til overlærer- og skoleinspektørstillinger i byerne (1916).
2. Begrebsafklaring At gennemføre realskolen var at få en uddannelse. Uddannelse havde i meget af den her skildrede periode en anden betydning, end ordet har i dag. I ordbøger fra 1850’erne defineres uddannelse som »Fuldfører, fuldender en Dannelse« eller »danne til Fuldkommenhed, fuldende Dannelsen af en Gienstand«. En lignende definition findes i Dansk Ordbog for Folket fra 1914: »give en fuldkomnere Form, udforme; udvikle ved Øvelse, Undervisning«. Her vægtedes dannelseselementet som værdifuldt og ikke så meget undervisningsdelen. Uddannelse var heller ikke et meget anvendt ord, idet man i stedet anvendte begreber som »undervisning«, »skole« og »skolevæsen«. Undervisning defineredes som »Meddelelse af Kundskab; Veiledning til rigtig Kundskab« (1853), »Lære, Veiledning« (1859) eller »vejlede, oplære i ngt., bibringe Kundskaber i, Kendskab til, Øvelse el. Færdighed i ngt.« (1914). Skole og undervisning var således langt op i 1900-tallet et meget anvendt udtryk, når man talte om uddannelse. Fra 1960’erne blev uddannelse nøgleordet, skolepolitik blev afløst af uddannelsespolitik, man fik en uddannelsessektor, og Undervisningsministeriets nye tidsskrift i 1968 fik navnet Uddannelse.
En definition af uddannelse i ordets moderne betydning er givet af Thyge Winther-Jensen, ifølge hvem der er tale om uddannelse, når aktiviteten 1) er organiseret, idet den er henlagt til bestemte institutioner, og indholdet er beskrevet i lovgivningen, læse-, studie- eller kursusplaner, 2) er systematisk, altså varetages af særligt uddannede lærere, og 3) kompetencegivende, dvs. at uddannelsen med dens afsluttende eksamen giver adgang til bestemte erhverv eller videreuddannelser. I uddannelse indgår undervisning, socialisering (dannelse) og opdragelse. Der er således tale om et tosidet begreb, som omfatter det produkt, man som elev/studerende får via undervisningen, det være sig en kompetence, et eksamensbevis eller en adgang til videregående studier, og den proces, man som elev/studerende gennemgår via uddannelsens socialiserende (dannende) og opdragende elementer.
De to svenske forskere Christina Florin og Ulla Johansson er inspireret af den franske sociolog Pierre Bordieus kapitalbegreb, og de ser derfor uddannelse ikke kun som en aktivitet, men som en kulturel kapital med en symbolværdi. I den kulturelle kapital ligger uddannelseskvalifikationer (kundskaber og kompetencer), som er »marknadsmässigt räntabla, dvs kan omsättas på marknaden«, altså kvalificerende til ansættelse i et arbejde. I uddannelse ligger der også en symbolværdi, i og med at den uddannede ofte defineres som ’at være dannet’, hvorved han/hun hæver sig over den uuddannede og dermed over den udannede masse. Endelig giver uddannelse sociale kompetencer, nemlig at kunne begå sig, at kunne konversere og have de rette manerer.
Uddannelse er altså en aktivitet, der rummer elementer af undervisning, socialisering (dannelse) og opdragelse, og som kan finde sted under forskellige former. Der kan være tale om formel uddannelse, dvs. en aktivitet der er organiseret for en målgruppe, systematisk tilrettelagt, med offentlig eksamen og en anerkendt kompetence, f.eks. en gymnasial uddannelse. Nonformel uddannelse er organiseret for en målgruppe og systematisk tilrettelagt, men resulterer ikke i en eksamen eller en offentligt anerkendt kompetence; det kunne eksempelvis være at gå til sprogundervisning hos et oplysningsforbund. Endelig er der informel uddannelse, som hverken er organiseret eller systematisk tilrettelagt, og uddannelsen ender ikke med en eksamen eller anerkendte kompetencer; det kan f.eks. være tilegnelse af tyskkundskaber på en foreningsarrangeret rundrejse i Tyskland.
Begrebet realskole består af to selvstændige dele, real og skole, hvoraf den første angiver indholdet, den anden formen. Real kommer af det latinske res, som betyder ting, sag, og som refererer til det, der eksisterer i virkeligheden, de faktiske, håndgribelige ting og sager. Ofte sættes real i relation til et andet begreb, nemlig formal, som kommer af forma, der betyder form, begreb eller noget, der vedrører formen i modsætning til indholdet. Mens real har været koblet på realskolen, er formal et begreb, der i uddannelsesmæssige sammenhænge oftest har været forbundet med gymnasieskolen. Skole defineres i denne sammenhæng som en institution, der er oprettet for at give planmæssig undervisning, og som søger at give børn og unge bestemte kundskaber og færdigheder.
En realskole er derfor en formel uddannelse, organiseret for en bestemt målgruppe, med et bestemt indhold med vægten lagt på reale stofområder og henlagt til bestemte institutioner, uddannelsen var systematisk tilrettelagte, og uddannelsen var kompetencegivende.
Realskoleformer Den historiske realskole kan identificeres i en række forskellige skoleformer med forskellige slutmål og som et særlig aldersbestemt undervisningsforløb. At tale om én realskole vil være misvisende. For at kunne give en sikker afgrænsning af skoler, der hører med i undersøgelsen, benyttes følgende fire kriterier:
1.
Realskolen er en skole på mellemtrinsniveau fra 6. klassetrin til 10. klassetrin, der forudsætter bestemte kundskaber og færdigheder hos eleverne.
2.
Undervisningsplanen skal vægte naturfag, matematik og moderne sprog.
3.
Skolegangen skal danne et afrundet forløb, det vil sige lede frem til en afsluttende prøve eller eksamen (realeksamen, mellemskoleprøve, almindelig forberedelseseksamen, pigeskoleeksamen).
4.
Sigtet skal række ud over det, der er grundskolens sigte, men ikke have erhvervsskolernes specialiserede sigte. Sigtet skal rumme elementer af almendannelse, men også af en praktisk og anvendelig uddannelse.
Realundervisning har fundet sted i en række private og offentlige undervisningsinstitutioner under følgende kronologisk ordnede betegnelser:
•
højere privat pige-/drengeskole 1787ff
•
borgerlig realskole 1814ff
•
realskole 1833ff
•
videnskabelig realskole 1839-55
•
højere realskole 1843ff
•
realklasse 1843ff
•
latin- og realskole 1857ff
•
den lærde skole med realundervisning 1855ff
•
pigeskole 1882ff
•
højere almenskole 1903ff
•
fuldstændig højere almenskole 1903ff
•
præliminærskole 1881ff
•
mellem- og realskole 1903ff
•
mellemskole 1903ff
•
folkeskole 1937ff
•
gymnasieskole 1958ff Når vi i det efterfølgende benytter termen realskole, refereres der ikke til realskolen i dens enkelte institutionelle fremtrædelsesformer, men til realskole som et metabegreb og som materialisering af en bestemt form for uddannelsestænkning.
3. Kilde- og forskningsoversigt Kildegrundlaget for dette værk er et stort trykt og utrykt materiale, jf. kilde- og litteraturfortegnelsen i bind 2. Det utrykte materiale findes i arkiverne fra de institutioner, der har forvaltet uddannelsesområdet i den skildrede periode: Danske Kancelli, Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet (Kultusministeriet) og Undervisningsministeriet med dets underliggende institutioner. Materialet i disse arkiver belyser dels normative forhold i form af regelfastsættelse, dels praktiske forhold i form af afgørelser og regelfortolkninger i konkrete sager. Det giver således mulighed for at konfrontere regelfastsættelse mod praksis. På samme måde giver arkivet efter Undervisningsinspektionen for Mellem- og Realskolerne en mængde oplysninger om de lokale mellem- og realskolers forhold, oplysninger som ikke i alle tilfælde gik videre til ministeriet, både da afgørelseskompetencen lå hos Undervisningsinspektionen, og fordi skolerne spurgte inspektionen til råds og orienterede om stort og småt.
Det trykte kildemateriale, som i lige så høj grad danner grundlaget for dette værk, er den samtidige litteratur og debat om uddannelsernes opbygning, indhold og form. En række samtidige tidsskrifter på uddannelsesområdet er gennemgået systematisk i forbindelse med udarbejdelsen af de enkelte kapitler. Mange tidsskrifter var fagorganer for en kreds eller forening, og man skal derfor være opmærksom på, at det er deres version af begivenhederne eller redaktørernes politiske holdning, man får. Det gør sig bl.a. gældende med Den danske Realskole/Tidens Skole, Vor Ungdom, Bog og Naal og Folkeskolen.
En anden samtidig kildegruppe er betænkninger, som ikke alene rummer en redegørelse for hidtidig lovgivning og praksis, men også overvejelser om forandringer og reformer. Ligeledes er anvendt lovsamlinger, administrative håndbøger og forhandlinger på Rigsdagen/Folketinget.
I 1830’erne og 1840’erne udgav H.P. Selmer Akademiske Tidende og senere Aarbog for Kjøbenhavns Universitet og øvrige højere Undervisningsanstalter, som bl.a. rummer lovgivning, betænkninger m.v. Efterfølgeren til disse to årbøger blev de af Kultusministeriet og senere Undervisningsministeriet udsendte årlige Meddelelser ang. de lærde Skoler/ højere Almenskoler, som er en af de centrale kilder til mellem- og realskolens og gymnasieskolens historie i perioden 1849-1962. Heri findes oversigt over eksamensberettigede skoler, fortegnelser over dimittender (med deres karakterer), forhold om skolernes indre liv (økonomi og personaleforhold), de stillede eksamensopgaver m.v. Endvidere rummer Meddelelser materiale om lovgivning og administrative forskrifter, herunder også det lovforberedende materiale med de indkomne betænkninger og høringssvar aftrykt, ligesom man ofte finder sammendrag af forhandlingerne på Rigsdagen eller i nedsatte udvalg.
Til belysning af lokale forhold er der i en række tilfælde anvendt årsberetninger fra kommunale og private skoler. Årsberetningerne fra de enkelte skoler belyser skolens indre forhold: om- og tilbygninger, tiltrædende og afgående lærere, skolepenge, elev- og dimittendfortegnelser osv. Årsskrifterne fra de kommunale skolevæsener og fra de enkelte privatskoler var kommunens / skolens ansigt udadtil, og beretningerne kan derfor være farvet af, at man har villet formidle et bestemt (positivt) signal til offentlighed og forældrekreds, for skolernes vedkommende for at tiltrække ’kunder’.
Realskolen har ikke hidtil været mål for en systematisk behandling i den uddannelseshistoriske forskning. Indsatsen har været koncentreret om grundskolens og gymnasieskolens forhold. Realskolens forhold har været beskrevet i oversigtsartikler, men det En virkelig Skole for Livet 15 er ikke en litteratur, der stiller kritiske spørgsmål til realskolen og forsøger at sætte den ind i en bredere kontekst. Sigtet er først og fremmest at levere en oversigt og en status for området, som det gør sig gældende med bl.a. undervisningsinspektør Frederik Rønnings Realskolen i Danmark fra 1916 og med det pædagogiske oversigtsværk Opdragelse og Undervisning (1948).
Samme næsten monopollignende status genfindes i den vesteuropæiske og amerikanske uddannelseshistoriske forskning, til trods for den betydning de private skoleformer har haft. Denne ensidige fokusering har været udsat for kritik, bl.a. med henvisning til den efterspørgsel, nutidens aktører – forældre, elever og lærere – har på alternativer til det offentlige skolesystem. Privatskolehistorien er et vigtigt, men overset forskningsfelt, der kan medvirke til en belysning af det problem, der kendetegner den offentlige skole i dag, nemlig spørgsmålet om dens levedygtighed, »the viability of the public school«.
Om de enkelte realskoler eksisterer der en righoldig litteratur, typisk udkommet i forbindelse med jubilæer og forfattet af personer med direkte tilknytning til skolen. For den enkelte skole har disse værker betydning som identitetsmarkører. Sigtet er lokalt og set i forhold til den bredere uddannelseshistorie har disse værker kun begrænset udsagnskraft, men samlet set kan de give nyttig viden.
4. Præsentation af værket Værket om realskolens historie er opbygget i en række specialartikler, som er skrevet af fremtrædende uddannelseshistoriske forskere. Bidragene er samlet tematisk i en række hovedafsnit. Som indledning placeres et kronologisk kapitel, der indkranser realskolen og placerer den i sin historiske kontekst (kapitel 2).
De internationale forudsætninger for den danske realskole bliver belyst i hovedafsnit II , dels ved at sammenligne realskoleformer i forskellige lande (kapitel 3), dels ved en beskrivelser af den tyske realskoletradition og Danmark.
I hovedafsnit III – Realskolen i debat og lovgivning – tages skolelovgivningen og de forudgående politiske drøftelser fra 1814 til 2010 op til behandling. Tilsynet med realskolen og Realskolen som eksamensskole (hovedafsnittene IV og V) beskæftiger sig med statsmagtens administrative kontrol og sikring af realskolens virksomhed. Endelig skildres realskolens økonomi og ejerforhold i hovedafsnit VI.
Med Realskolens ideologiske, pædagogiske og faglige indhold (hovedafsnit VII) forlader vi de formelle forudsætninger for realskolens virke og betragter i stedet skolen som scene for ideologiske, pædagogiske og didaktiske tiltag, herunder de højere pigeskoler og pigerealskolen.
I Realskolens mennesker (hovedafsnit VIII) bliver der sat kød og blod på realskolens virke gennem en skildring af skolens aktører – ledere, lærere, elever og forældre. I Realskolen lokalt (hovedafsnit IX) ses nærmere på forskellige udviklingsforløb for realskoler i lokalsamfundet. Og der bringes en fortegnelse over alle de skoler, som har haft ret til at afholde realeksamen m.v. 1854-1963. I det sidste hovedafsnit X: Realskoleforeningerne gennemgås realskolens organisatoriske historie.
Afslutningsvis bringes der i hovedafsnit XI et essay af formanden for Danmarks Privatskoleforening, Kurt Ernst, hvor han giver en refleksion over realskolens spor i nutidens skolevæsen.
Værket er den første samlede fremstilling af den danske realskoles historie og som sådan et pionerværk, der bygger på grundforskning. Ambitionen har været at skrive et grundlæggende og dækkende værk om realskolen. Undervejs i forskningsprojektet er en lang række spørgsmål blevet besvaret, men nye er opstået. Det er vort håb, at værket vil kunne tjene som inspiration for kommende generationer af uddannelseshistorikere til at tage tråden op og bringe udforskningen af realskolens historie videre.
Indholdsfortegnelse

BIND 1

Forord

I. Introduktion

1. Indledning

2. Den danske realskoles historie

II. Den internationale orientering

3. Realskolens udvikling - europæiske variationer

4. Den tyske realskoletradition og Danmark

III. Realskolen i debat og lovgivning

5. Skolen for livet - realskolen i debat og lovgivning 1814-1923

6. Mellem- og realskolens storhed og fald - realskolen i debat og lovgivning 1923-58

7. Realskolens afskaffelse og videreførelse - realskolen og tiende klasse i debat og lovgivning 1958-2010

IV. Tilsynet med realskolen

8. Vidensformidling og kontrol - tilsyn med realskolen 1787-1923

9. Realskolens mand - undervisningsinspektørens tilsyn med mellem- og realskolen 1924-59

10. Styring, kontrol og kvalitet - tilsyn med prøver og undervisning på realeksamensniveau 1959-2010

V. Realskolen som eksamensskole

11. Almendannelse og nyttige kundskaber - skoler, eksaminer, censur og karaktergivning 1787-1923

12. Stigende tilstrømning og fortsat Ørsteds skala - skoler, eksaminer, censur og karaktergivning 1923-63

13. At fastholde niveauet - skoler, eksaminer, censur og karaktergivning 1964-2010

14. Langt fra København - realskoler i grænselandet, Nordatlanten og Troperne 1848-2010

BIND 2

VI. Realskolens økonomi

15. Tilskud og kontrol - realskolens tilskudsmuligheder

16. Skole som forretning - realskolens økonomi og ejendomsforhold

VII. Realskolens ideologiske, pædagogiske og faglige indhold

17. Borgerdyd og fædrelandskærlighed i den danske realskole

18. Dannelse og almendannelse - realskolens dannelseskoncept

19. Real-Skoler for vore Døttre - den højere pigeskole 1787-1850

20. Rum for kvindelig virketrang - pigerealskolen 1880-1960

21. Realfag, realskolefag og realskolefaglighed

VIII. Realskolens mennesker

22. Embedsmænd, købmænd og pædagoger - realskolens ledere

23. Den praksisbaserede faglærer – realskolens lærere

24. En realskolelæreruddannelse? - uddannelsesmuligheder for realskolens lærere

25. Han tog realen med – realskolens elever

26. Den gyldne middelvej - forældreroller og forældreindflydelse i realskolen IX. Realskolen i lokalsamfundet

27. Realt og lokalt - den lokale realskole

28. Mere end 800 realskoler. Fortegnelse over skoler, der har haft ret til at afholde realeksamen m.v. 1854-1963. Med ti lokale realskolehistorier

X. Realskoleforeningerne

29. Realskolens foreninger – fra Danmarks Realskoleforening til Danmarks Privatskoleforening

XI. Afslutning

30. Spor efter realskolens i tidens privatskole

Bilag

Forkortelse

Kilder og litteratur

A History of Primary and Lower Secondary School in Denmark – Brief summery

Geschichte der dänischen Realschule – ein Überblick

Register

Om forfatterne og billedredaktøren