at kunne skrive, hvornår ‘det’ startede, og det er også gået i glemmebogen, eller mere rigtigt beskrevet, gledet ind i glemslens store harddisk som nu er opgraderet til en såkaldt FINO: First In Never Out. 

Pludselig sidder jeg her ved tasterne, uden nogen anelse om hvorfor, hvor det går hen, blot skrivende… og selvfølgelig også den kamuflerede overspringshandling… jeg må da have noget godt at skrive på, som en skive mere af det nybagte rugbrød.

 Faktisk havde jeg skrevet noget andet før dette, men da jeg mestendels glor ned på tasterne, når jeg skriver, havde jeg ikke set det vindue der i mellemtiden var poppet op, og som alle mine tegn prellede af på som gæs i brusebadet.

 Sådan er der så meget, altså ikke at det fylder, blot at der er meget der passerer forbi.
 Nu med the og rugbrødsmad,… smager forbistret godt… hvor mon lige det ord kommer fra, altså forbistret, frem for forbandet…? :-) 

Hmm, det var det der med at glemme, eller udtrykt med andre ord: ikke at kunne huske (så godt) længere.