Rejsen til Solenaf Rune Jakobsen

Alle tider i lys på synlige ure går fremad direkte ind i fremtiden. Det gælder på urskiver, i arkitektur, gennem landskaber og tidszoner og gennem perspektivets intervaller i verdensrummet. Rumskibet og dets rejse til Solen flyver direkte ind i fremtiden, hvor tiden går hurtigere. Tiden, der går langsommere og tilbage, er den mørke atomare tid på et atomur og i den tidsrejsendes biologiske væv. Når den tidsrejsende rykkes ind i den synlige fremtid, forankres den usynlige atomare tid i personen selv.
I verdensrummet er rumskibet vægtløst, hvis det ikke tiltrækkes af tungere legemer og har undsluppet Jordens tyngdekraft. At det er vægtløst betyder, at dets volumen har mistet vægten men ikke massen og de kræfter, massens bevægelse skaber. Vægten er et dualistisk fænomen, der både kan være et resultat af massens egen tæthed og massefylde men også kan ses som et udtryk for, hvordan en kraft – i dette tilfælde tyngdekraften – påvirker massen. Og da rumskibet er en tom skal og volumen, er det mere kræfternes bevægelse end massefylden, der skaber dets vægt. Motorernes impuls og inerti skaber således acceleration, når de “ligesom” overtager det tomme volumen, vægtløsheden skaber.