at jeg skulle holde min kæft, jeg sagde med klar stemme javel, mens jeg smilede venligt til ham. Så tog fanden ved ham. Han kom farende hen imod mig, som om han var skudt ud af en kanon. Han tog mig om halsen og klemte til, mens han skreg, så mundsavlet ramte mig i ansigtet, at han ikke ville høre min stemme mere i dag. Det hele kom som et chok for mig, så jeg fremstammede med et nervøst lille smil på læben, at jeg nok skulle holde mund. Hvis han før var rasende, så blev han nu helt vild. Han skreg af mig, mens han slæbte mig ind i bygningen. Han skubbede mig ind i et tomt rum med en sådan kraft, at jeg faldt bagover. Han sparkede mig en gang i siden og mens jeg lå ned kunne jeg se vildskaben i hans øjne. Det nåede heldigvis ikke at udvikle sig til mere, da en anden korporal kom ind og sagde, at han skulle tage det roligt, for det var min første dag og jeg skulle lige vænne mig til denne levevis. På vej ud af bygningen sagde han på engelsk, at han ikke ville se mig grine mere, mens jeg var i legionen, hvilket han fik ret i.