på restaurering som teori og praksis efter mange års studier og gennemførelse af en stor mængde restaureringer af især gotiske katedraler og borge.Viollet-le-Ducs teori blev udviklet samtidig med, at det borgerlige samfund blev bevidst om den historiske arvs betydning for den nationale identitet.

 

Inden for restaureringsdebatten repræsenterer hans synspunkter en af flere hovedlinjer i den fortsatte meningsudveksling om bevaringen af fortidens mindesmærker - en debat mellem ofte fundamentalt forskellige positioner, som først i det 20. århundrede med Venezia-charteret fra 1964 nåede frem til et "historisk kompromis".

 

I den danske restaureringsdebat har Viollet-le-Ducs synspunkter ofte været omstridt, fordi de blev identificeret med vidtgående indgreb, som nogle af hans tilhængere foretog i den danske kulturarv. Kendskabet til hans egne begrundelser har imidlertid været begrænset - trods deres fortsatte aktualitet.