storbyerne i disse år, men omtaler en selvbestaltet ungdomsklub som i perioden efter 2. Verdenskrig blev etableret i den lille fiskerby, hvor drengene, som alle andre drenge havde behov for, at dyrke de maskuline værdier.

Richard banden omhandler en periode ved afslutningen, og kort efter 2.verdenskrig, hvor det ikke var en videnskab at få, og opdrage børn, og hvor børnehaver, ungdomskonsulenter, mentor, curling børn, dampbørn, utilpassede unge og besættere m.m. var ukendte begreber -nemlig i peroden da bedstefar var dreng. Her var de unge ofte overladt til sig selv og deres fantasi og kreativitet med hensyn til at få tiden til at gå indtil mor og/eller far kom hjem fra arbejde. Her kunne de lege og udleve deres drømme og fantasier uden overvågning af kvindelige pædagoger og forældre. Det gjorde dem til hele mennesker der ikke senere i livet havde behov for kanindræberkurser og lignende.

»Tilbage i bunkeren stod de to tilfangetagende drenge på ca. 13 år bundet til hver sin pæl. Diskussionen gik nu på, hvad der skulle ske med dem – for straffes skulle de, så mosegårdsungerne forstod, at de skulle holde sig væk. Drengene kiggede med tårer i øjnene fra den ene til den anden, medens den ene vanvittige idé efter den anden blev foreslået, indtil en fik en skrækkelig idé, som Poul nølende accepterede. Drengene fik nu trukket bukserne og underbukser af, medens de skreg som stukne grise. En af drengenes Schæferhund blev holdt i en snor foran dem. Der blev sagt pus, og hunden begyndte straks, at snerre og vise tænder, alt imedens snoren blev slækket så der kun var 20 cm hen til drengenes penis. De skreg nu som vanvittige og sled i deres reb for at komme fri, alt imedens de tissede ned af sig.«