Hui Yue kunne mærke, at Lan Feng pludselig blev stiv af skræk. ”Åh nej!” sagde han og tog med samme styring over Hui Yues krop. ”LØB!” råbte Lan Feng og pegede mod stien, de oprindeligt var kommet fra. Det hurtige skift i stemning fra den ellers arrogante fugl gjorde, at ingen stillede nogen spørgsmål. De efterlod alt det, de havde pakket ud, og løb tilbage, hvor de kom fra. Hvad sker der?” spurgte Hui Yue bekymret. Selvom Lan Feng og Hui Yue havde stået over for farer før, havde han aldrig mærket en så omfattende følelse af panik. Han kunne mærke en overvældende aura bag sig. I virkeligheden var det ikke Hui Yue, der kunne fornemme det, men Lan Feng. Deres sjælekobling gjorde dog, at Hui Yue kunne mærke Lan Fengs følelser, om end det blot var et lille udsnit. Når Lan Feng råbte sådan, kunne Hui Yue kun forestille sig, hvor mægtig denne aura var. Fuck!” råbte Lan Feng højt og gjorde blot de unge mennesker mere bange. De løb langs stien og kom hurtigere ud af skoven, end de nogensinde var kommet ind i den. Nu kunne de se deres telte og indhegningen til deres dyr i horisonten. Halvvejs derhenne vendte Lan Feng sig rundt og var nu i forsvarsposition.