liv og stræben i videnskabens tjeneste og især de forhindringer, han må overvinde, inden han kan krone sin indsats med triumf. Det er en dannelsesroman og dansk litteraturs første ingeniørroman. Litteraturhistorisk set viser den frem til Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904), men der er en verden til forskel, for mens Pontoppidans antihelt ender med at undsige det teknologiske fremskridt, erkender Fulton sit kald i civilisationens store perspektiv. Hauchs kulturoptimisme, hans vision af civilisationsværkets forvandlende kraft er i samklang med den romantiske universalisme og dens begreb om verdensånden som en uendeligt skabende kraft. Et halvt århundrede længere fremme var dette håb overhalet af positivismens tro på empiriens facts, og pessimismen i fin-de-siecle romanerne hos fx Pontoppidan og J.P. Jacobsen var også et opgør med den romantiske idealisme. Dog, Hauchs optimisme er en optimisme på samtidens præmisser og ikke kun naiv. Den er netop reflekteret, og den rummer tillige en revision af hans eget romantiske udgangspunkt. (Dansk Litteraturs Historie)