ungdomsoprøret. Det antiautoritære opbrud kom som reaktion på, at mange af de gamle fællesskaber, udgået fra de folkelige bevægelser ikke mindst arbejderbevægelsen, havde ændret karakter fra at være kritiske græsrodsaktiviteter til at blive integreret i det etablerede samfunds institutioner.

Røde Rose genoplivede kritikken og rettede den mod forholdene i kvarteret, hvor manglen på vuggestuer, børnehaver og legepladser var udtalt. Kritikken mundede også ud i krav om gårdsaneringer, trafiksanering, byplanlægning m.m.

Røde Rose gruppernes antiautoritære og basisdemokratiske idealer blev et selvstændigt mål. Beslutninger skulle træffes i enighed ved at diskutere sig frem, afstemninger burde undgås. Det bidrog til at gøre beslutningsprocesserne omstændelige, men hellere det end ledelse, organisation og struktur. Informationer skulle flyde frit og deles med henblik på at opnå samme vidensniveau.

Idealerne stødte mod en virkelighed, hvor ”forstenede” kommunale og statslige myndigheder satte dagsordener, præget af lukkethed og bureaukrati. Alligevel lykkedes det Røde Rose grupperne at indgå i dialog med myndighederne.