op - men i slutningen siges klart, at de mennesker og steder historien omhandler, er borte forlængst. Kun fortællingen er tilbage. (Arkiv over Dansk Litteratur) Fortælleteknikken bidrager til den særlige blicherske tone. Den holder ved sin fortæller en afstand til virkeligheden og dermed en påmindelse om, at det, læseren erfarer, ikke nødvendigvis er hele virkeligheden. Der eksisterer noget, der ikke umiddelbart kan gennemskues. Grundtonen i de bedste af Blichers noveller er mørk og pessimistisk. De kan begynde som idylliserende fortællinger efter biedermeier-normen, men de lukker snart op for dramatiske – ofte ligefrem kriminelle – forløb, der afdækker en bitter viden om tilværelsens lod. Blicher gør op med biedermeier i disse fortællinger, og med sin realisme i beskrivelserne af miljø og psyke peger han frem mod langt senere forfattere i dansk litteratur. Blicher tilfører litteraturen i Danmark en tragisk tone præget af en dyb indsigt i grundlæggende menneskelige vilkår. Der er hos Blicher noget bagved, vi ikke kan stå op imod, men som uanset vore bestræbelser griber ind og dikterer vort liv. Blicher fører os frem til denne indsigt og lader sin læser opleve det knugende og uafvendelige i dette „bagved”, som ikke kan forklares, men alene opleves som en ubønhørlig skæbne hinsides vanlige forestillinger om kristen tro og frelse. (Store Danske Encyklopædi)