Rundesang er et flabet eksperiment. Rundesang er tid og evighed i en struktureret pærevælling. Rundesang er et pseudobiografisk essay om tilværelsen og al dens tvivl, taknemmelighed og trædemølleri.

At vi står på skuldrene af historien og traditionen, er evident. At der intet nyt er under solen, mærker vi på egen krop og sjæl i ny og næ. Hanne Jul Jakobsen står ikke blot på skuldrene af Prædikeren; hun er flyttet ind i ham og har overtaget hans blik. Det antikke og det moderne smelter sammen, og de to låner ord, stemning og hverdag af og til hinanden.

Forfatteren er respektløs i ordets bedste forstand, når hun vejer den gamle gnavpots ord og billeder. De vendes og drejes og findes for tunge eller lette eller helt på sin plads. Nogle trampes ned og smides ud med badevandet, andre indoptages og udleves 1:1 her 2500 år senere som de evigtgyldige og udødelige levesætninger, de er. Resultatet er et vovet og forunderligt essay, der viser, hvordan tilværelsen ser ud, når vores bagkatalog og åndshistorie tages med på råd.