Din spændstige stængel. Dine savtakkede, kampklare blade. Saftspændingens tryk på stilkens cellevægge. På stænglens pileværn, der længes efter buestrengens slip. Der længes efter at splintre dine formødres glaslåg. Der længes efter at lade dit blod blande sig i ildens, frugtens, dødens skiftende strømme, hvor spirene til ild, frugt, død fødes. Igen og igen?

Det er på tide, du blander blod med din lyd. Ser du ikke, at den ER dig. Dit et og alt?"