Aleksander Pusjkin og Mikhail Lermontov er de to helt store navne i den russiske litteraturs guldalder i første del af 1800-tallet. Begge beherskede såvel poesi som prosa, begge har skabt hovedværker, der også er blevet en del af verdenslitteraturen, bl.a. Eugen Onegin og Vor tids helt. Begges værker har inspireret andre kunstnere inden for malerkunst og musik til bl.a. at skabe stadigt spillede storværker for scenen. Aleksander Pusjkin satte normen for det moderne russiske skriftsprog. Han bragte russisk og vesteuropæisk kultur nærmere hinanden, da han introducerede romantikken i russisk litteratur, hvor Fontænen i Bakhtjisaraj er et af de første eksempler, og Mikhail Lermontov bragte romantikken til et afsluttende højdepunkt med det store poem Dæmonen. Romantikkens voldsomme og eksotiske landskaber beboet af ”ædle vilde”, fandt Pusjkin og Lermontov i Ruslands dengang nyligt erobrede, men ikke pacificerede områder i Kaukasus bjergene, hvor Dæmonen foregår, og på Krim, hvor de muslimske Krim-tatarer havde deres gamle hovedstad Bakhtjisaraj. Oversættelse og forord af Birger Kledal