Men først nu opdager jeg, hvor tyk tågedisen er. Træer, buske og huse synes pludselig at svæve frit, som havde de revet sig løs fra jorden og nu var på vej væk. Og nede for enden af Snehvidevej kan jeg se mørket rejse sig mod mig, som et forunderligt drømmesyn i første fase. Åh, hvor jeg dog elsker disse mørke vandringer ...