Char tilhørte en tid surrealismens inderkreds, men distancerede sig efterhånden og vendte sig i en mere eksistentiel retning. Under 2. verdenskrig var han som kommandør Alexandre leder af den provencalske modstandsbevægelses nedkastningsmodtagelse, og siden, i 60’erne og 70’erne, engagerede han sig også i freds- og miljøaktivisme. Ikke så meget ud fra et politisk som et eksistentielt, etisk standpunkt. For Char er det nærværende øjebliks involvering af os i alting den frihed og mening med tilblivelsen og –værelsen, som besejrer tomheden og mørket: 

“Stormende frihed svøbt i lynet, fremfor tomrummets overmagt, i menneskers små hænder.” (Meteoren den 13. august)

Eller som han skrev i indledningen til Hypnos' dagbogsblade fra besættelsestiden:

“Disse notater markerer modstanden fra en humanisme, der er bevidst om sine pligter, diskret omkring sine dyder, som ønsker at reservere det utilgængelige friland til sine soles fantasi, og afgjort at betale prisen for det.”