Denne bog afviser disse fordomme som overfladiske. Gennem grundige analyser placerer den Bruckner som en ægte viderefører (ligesom Brahms) af den beethovenske symfoni, men da den gængse musikopfattelse og musikforskning altid har overset, at selve rytmen er af fundamental betydning for både form og udtryk i musikken, og at dette i høj grad også gælder Bruckners musik, er han blevet misforstået. 

  Dog skrev Carl Nielsen engang (i en “selvbiografisk skizze”), at Bruckner ”sikkert er en af dem fremtiden har brug for”, og bogen påviser derfor også nogle væsentlige sammenhænge mellem Bruckners og Carl Nielsens symfonier og visse overensstemmelser mellem deres syn på sig selv i forhold til samtiden