Så længe jeg leveren biografi om John Mogensenaf Henrik Vesterberg & Frank Toft-Nielsen

Dansktoppens vildmand

I 1970'erne var John Mogensens den ukronede, langskæggede konge af dansktop. Hans sang om Dybbøl Møller, der maler helt ad helvede til skar som en 'kniv gennem Dansktoppens pænhed', men privat var den vildmandslignende sanger overbevist sofavælger. Det er et af de små paradokser i mandens liv, som fremgår af Henrik Vesterbergs 'letlæste, men også underholdende og informative biografi.' Bogen fortæller hele historien om John Mogensen med et godt sideblik til datidens musik, så her er 'også meget at hente, hvis man interesserer sig den mindste smule for den danske underholdningsindustri.' [Kort referat]

En værtshussang for nye generationer

De mange hipstere på Vesterbro, der ligner John Mogensen-kloner på en prik med 'fuldskæg, seler og bøllehat', burde tage det næste store skridt, vedkende sig deres stilmæssige rødder og lytte til hans arbejder- og værtshusklassikere. Eller i det mindste læse denne medrivende musiker-biografi, der er som skabt til 'at få nye generationer til at genopdage et interessant historisk hjørne i vores fælles fortid.' Forfatteren skriver let og ubesværet og krydrer det biografiske med 'små subjektive udlægninger af betydningsfulde epoker i John Mogensens liv.' Det fungerer aldeles glimrende og man tilgiver derfor gerne, at Henrik Vesterberg i sit forord sammenligner danskernes kærlighed til John Mogensen med amerikanernes ditto til Elvis Presley. Den holder nok ikke, men mindre kan også gøre det. [Kort referat]

Folkekært kaosmenneske

I 'et letlæst, men også sært upersonligt sprog' sammenstykker Henrik Vesterberg et par tidligere John Mogensen-biografier med nogle andre kilder og en lidt overfladisk præsentation af 'den tid, som hovedpersonen var en karakteristisk del af.' Resultatet er en gentagelse af allerede velkendt stof og lidt af en skuffelse, for 'en fornøjet læser af Henrik Vesterbergs' artikler i Politiken. [Kort referat]

Mogensen med mere

Som indblik i den 'joviale brumbasse', John Mogensens liv og musikalske virke er Henrik Vesterbergs biografi både god og vigtig. Bogen følger opture og (de mange) nedture kronologisk fra barndommen på Amager til hjertet sagde stop på Færgegaarden i Dragør. 'Oldtimer, jeg er færdig,' var efter sigende hans sidste ord. Bemærkelsesværdigt er det dog, at bogen så adræt undgår den helt oplagte forklaring på, at det for det meste gik nedad for John Mogensen. Det er ellers skrigende tydeligt for denne anmelder, at manden var alkoholiker. Men i stedet for at gribe den nælde om dens rod kolporterer forfatteren 'verdens dårligste alkoholikerundskyldning: Det er kunsten, der driver ham til flasken. Det store pres, nerverne, forventningerne.' Det ville have klædt portrættet at grave netop det spadestik dybere. [Kort referat]