Katharina, jeg-fortælleren, i Så meget blå har tegnet og malet siden barndommen. Når hun som barn ville udtrykke og fastholde en oplevelse eller et menneske, malede hun et billede af det pågældende. Som voksen vælger hun at uddanne sig til billedkunstner. På kunstakademiet følger hun timer hos professor Henning Overland, som hun først sidder model for og senere bliver gift med.
Farver spiller en væsentlig rolle i bogen, og de sanselige, poetiske, farveskildringer er nogle af de stærkeste passager i romanen. Katharina overfører følelser og ubearbejdede oplevelser fra sin opvækst i en dysfunktionel familie til maleriet. Beherskelsen af det visuelle udtryk kan momentvis give en følelses af kontrol, men fordybelsen i farverne truer samtidig med helt at opsluge Katharina. Hun kan drukne i blå eller forsvinde i hvidt og romanen skildrer i intense krydsklip Katharinas svære kamp med at få bardommens billeder så meget på plads, at hun kan begynde at skabe sine egne.