store spørgsmål. Læseren trækkes ned i fortrængningens dybeste mørke, men altid ledsaget af en glød i digtene, der minder os om, at livet er kontrastfyldt, ligesom vores jord i øvrigt heller aldrig var blevet en planet med liv, havde det ikke været for dens dødbringende vulkaner.

Ramba lader os mærke den ignorerede krops lidelser, men også den salighed, der er for næsen af os, og således omkodes den, der læser digtene.

Al tegnsætning er omhyggeligt skrællet af, så kun det nøgne ord står tilbage.