ligner et paradoks, er lykkedes for forfatteren:At bygge på den danske salmetradition samtidig med, at hun giver et stærkt bud på et moderne og kraftfyldt billedsprog.

De tre større værker i udgivelsen – »Vandringen til Emmaus«, »Rekviem« og »De ni læsninger« – lader sig fremføre af endog helt små kor.

Og bogens budskab står klart:

Det guddommelige lys når os med sit budskab om det allervæsentligste også for mennesker i dag, nemlig kærligheden.

Illustrationer: Ikoner af Svend Aage Madsen, Staby.

 

Således skriver professor Niels Henrik Gregersen i sit forord til samlingen:

»Til sangen

Kirken er ikke bare et hus, der ligger oppe på en tilfældig bakke eller henne på hjørnet. Den er et vartegn for fællesskabet af alle os, der både tror og tvivler og kommer og går. Men det afgørende er, om vi får lært at nynne undervejs – og indimellem tør synge højt. Som N.F.S. Grundtvig sagde det, så viser menighedens kraft sig i lovsangens styrke.

Det er derfor en stor glæde, at der de sidste årtier – efter en lang tids tørke – er brudt nye stærke salmedigtere frem i den danske kirke, senest Anne Vad med hendes Salmetunger. Kirkelige sange til tiden. Hendes sange emmer af fugtsus og flammetunger, og jeg spår, at Anne Vads pinsesalme – og flere med den – vil blive sunget i mange kirker.

Det er blevet sagt, at en salme er en sang, der handler om Gud. Men en salme er et ekko af evangeliet, der bevæger sig i krydsfeltet mellem Guds direkte vej til mennesket og menneskets krogede veje til Gud. Her i krydsfeltet står kirken som et emblem over tidernes gang, der i troens lys bliver til et »eviglysende rav«, som Anne Vad formulerer det. Lyskraften kommer fra Gud, men lysets reflekser viser både opad mod Gud og udad mod det levede liv.

Anne Vads kirkelige sange kan læses som et tegn på, at vi er på vej ind i en mere lysmættet og gyldenfarvet kristendom. Bag os har vi en kirke, der fra middelalderen og fremefter blev tegnet i de sort-hvide farver. Enten var du inde eller ude. Himlen lokkede, men Helvede truede forneden. Så fik vi op igennem det 20. århundrede den sekulariserede kristendom. På demokratisk vis kom alle ind under evangeliets paraply. Til gengæld måtte kirkens sprog endelig ikke blive for stort og krævende. Mådeholdet herskede; middelmådigheden blev resultatet. Det var derfor kun naturligt, at kristendommen nærmest blev brunlig. Det var de jordagtige farver, der dominerede i kirkerummet såvel som i salmesproget.

Men nu er der i mellemtiden kommet stærkere farver ind i kirkerummet: grønne, himmelblå og røde farvetoner. Anne Vads salmer hører hjemme i disse nye kirkerum. Men hvis ikke kirkerne allerede har taget farverne ind, så vil budskabet få farve af Vads salmesprog.

Anne Vads salmer er tæt på de bibelske fortællinger og er i den forstand uhyre traditionsbevidste. Det gælder ikke kun de dele, der indeholder Vads bud på De ni læsninger, Requiem, og Vandringen mod Emmaus, der lægger op til større musikalske opførelser. Det gælder også de enkelte salmer til brug for søndagens gudstjenester. Vi ved, hvad vi synger om. For en salme er noget fælles, som vi skal kunne genkende.

Men samtidig smyger Anne Vads billedsprog sig ind og ud af traditionens billeder. Det poetiske sprog er ofte nyskabende, og skulle jeg nævne et genkommende træk ved siden af de lysmættede farver, så må det være sansen for troen som en strøm, som kommer over os og som vi selv bliver en del af. Guds lys strømmer ind gennem vores livs sprækker. Kristus er den, der løser frostens knude i os. I nadverens vinstråle gøres vi våde af Gud. Og Helligånden skal gøre vore tavshedssyner til talestrømme, så vi får mod, mund og mæle.

Der danner sig et sammenhængende billede af tro, håb og kærlighed. At tro er at være del af et flow. Håbet vikler sig ud af troen, når hjertet vædes af troen som Guds store dråbe. Og kærligheden er som et gudstæppe under os – og som Gud i os.God fornøjelse med salmerne og melodierne!«