og sortbørshandel samt i befolkningens holdninger til besættelsesmagten og samarbejdspolitikerne. Nogle danskere går i tysk tjeneste som stikkere eller østfrontfrivillige, mens andre begynder at overveje mulighederne for at stikke en kæp i hjulet for den tilsyneladende uovervindelige tyske krigsmaskine - på trods af at alene det at tænke anderledes end flertallet er farligt, hvilket arrestationen af kommunisterne viser.
Uddrag af Terror - krig - fred i det tyvende århundrede - Tema 3
(fra Kapitel 5; 9. april 1942: Kamp om holdninger for eller imod samarbejdspolitikken)
Plakater - smørsyre - stimmungsbericht
Medens vi sidder ved aftensmaden, dukker en mindre dreng op og beder om at tale med far. En eller anden melder afbud. Mor står ved opvasken; far siger til mig: Du må give mig et nap i aften, min makker er blevet syg.
Hvad drejer det sig om?
Det får du besked om, når vi er alene. (Mor var ret nysgerrig.)
Jeg skulle være vagthund , medens han smurte en eller anden syre på nazisters forretningsvinduer, måske var det kiselsyre, hvad ved jeg, men han malede nazisvin med meget store bogstaver. Noget kunstværk blev det ikke til, for i dagslyset næste dag kunne man se, hvorledes syren var løbet ned og havde lavet gardiner. Fatters håndværkerære fik her et knæk. Den næste butik var også hurtigt overstået, far kommer tilbage og siger:
Jeg smadrer en rude og smider noget stinkstof ind.
Har du en avis og brun sæbe far? Det larmer, og du kan let skære dig.
Han havde også nogle plakater, som vi skulle sætte op senere, dem kunne han klistre på ruden.
Okay, du kan da prøve, far.
Han smadrer ruden og smider en flaske uden prop med smørsyre ind i butikken. Smørsyre er et kraftigt stinkstof, som ætser sig ind i inventaret og lugter af sure sokker og tynd mave. Svært tilfreds vender han tilbage, og nu er der kun plakaterne tilbage. Vi går i gang, nogle få gader borte, men dette er noget farligere, for den gamle vælger hele tiden steder, hvor folk kommer forbi, og hvor lidt af det sparsomme mørklægningslys falder. Nu ser jeg en stor mandsperson komme sindigt cyklende, er det en betjent? Ja, jeg giver advarselssignalet, men far har ikke travlt, han kæmper for at få plakaten til at sidde glat og lige; nu er der ingen tvivl, det er en betjent.
Denne aner uråd og sætter farten op, nu fløjter jeg signalet som en gal. Fatter pakker klisterspand og koste sammen, vi springer på cyklerne.
Af sted går det, jeg snupper spanden og betjenten begynder at råbe:
Stands i lovens navn. (...)
NB: Denne udgave er udgået. Der henvises til forfatterens udvidede udgave Fred - terror - krig 1-8 , Forlaget BOgPArtisanen 2004
