hvoraf ingen fremstår som substantielle og grundlæggende. Det kan derfor være særdeles svært at udpege og fastholde det der binder os sammen.

Indspundet i det aktuelle stærke og foranderlige sociale bånd kan den enkelte i dag på én gang betragte sig som fri og afmægtig. Han kan opleve at alt forandrer sig og står til at ændre, samtidig med at han erfarer hvordan han er ude af stand til virkelig at ændre noget og hvorledes alt alligevel forbliver det samme.

Del III, Disciplinen og dens overvågning , gør rede for tilblivelsen af et samfund hvori man forholder sig til disciplinen som en uomgængelig faktor.

Med overgangen fra ledingshær til stående arme, fra mesterlære til skole og fra lavsmæssigt organiseret håndværk til industriel produktion, disciplineres udvalgte dele af den sociale omgang fra begyndelsen af nyere tid. Disciplineringen forudsatte en forbedret overvågning hvis den skulle blive effektiv og kompletteredes med tiden af en sådan. Fra midten af 1700-tallet forlod disciplinen sin lokale herkomst og diffunderede ud i det sociale korpus. Som et resultat heraf opstod de nye institutioner klinikken, asylet og fængslet.

Idet disciplinen sammen med en generaliseret overvågning fra begyndelsen af 1800-tallet blev allestedsnærværende og uomgængelige fænomener, bliver normen og integrationsproblematikken centrale for den sociale omgang.

Del IV, Ledelsesrationaliteten og dens økonomi , beskriver hvordan man igennem en langstrakt forhistorie er begyndt at koncipere ledelse som en aktivitet der indeholder sin egen særegne logik. Denne ledelse i hvilken man på en og samme tid tager hånd om kollektivets og den enkeltes velfærd i et stadig videre omfang for sluttelig at gennemforvalte det, har med tiden fået status af en overgribende rationalitet. Denne ledelsesrationalitets tilblivelseshistorie følges fra antikken til begyndelsen af 1800-tallet.