fra arkiver, litteratur om den tyske besættelse af Danmark såvel som samtaler med mennesker, der har været involveret i periodens begivenheder. Blandt de emner, der bliver behandlet i dette bind, er folkestrejkerne og forfølgelserne af jøder og kommunister, forholdene i det besatte Norge, hvor tyskerne for langt hårdere frem end i det fredsommelige Danmark, allierede bombninger af bl.a. B&W i København, modstandsbevægelsens våben - herunder den hjemmelavede BOPA-Gun, opfundet pga. Den Skæve Våbenfordeling.

Uddrag fra Kapitel 1 - En modstandsmand melder sig
...Jeg vil få en helvedes ballade med min far, fordi jeg har blandet to forskellige organisationers arbejde sammen.
Et af det illegale arbejdes vigtigste bud er nemlig, bland dig uden om andre organisationer. Hvis Ejgil synger, (tilstår) siger jeg, kan det højst blive om mig, for hvis panseren har set mig smide blade ud, vil de spørge til mig, han vil nok holde sin kæft om dig. På fabrikken havde jeg lavet en flugtvej op over loftet. Har du set, at der er en loftslem i frokoststuen? Ja, det havde han da. Et bord under, med en stol oven på, så kan man nemt svinge sig op. På loftet er en lem i gavlen, her står nogle bjælker og brædder sådan, at man nemt og bekvemt kan kravle ned. At komme ind i naboens have er heller ikke det store problem, for der står tilfældigvis nogle kasser, man kan springe over på.
Det var mange penge, der stod på spil for Emil, derfor går vi på arbejde og lader som ingenting, men får alligevel støvsuget overalt for illegale blade, får tømt Ejgils og Emils garderobeskabe. Emils tøj bliver anbragt på loftet ved lemmen, og en lærekammerat får til opgave at arbejde i porten og holde udkig.
Noget over middag lyder advarselssignalet. Emil forsvinder op gennem lugen, jeg havde bedt ham blive på loftet, til politiet var kørt igen, men den risiko ville han ikke løbe. Kan du ikke se, hvis jeg gemmer mig, og de tager mig, så er jeg allerede dømt, det er lige så godt som en tilståelse.
Da Emil er smuttet, fjerner jeg stolen og skubber bordet langt væk fra lemmen. På kontoret er de meget forfjamskede, man har lige set Emil, nu er hans maskine stoppet, og der er nærmest mørkt som i graven ved den.
Har Emil Haslund været på arbejde? spørger en betjent.
Ingen ved noget, ingen kan huske noget. Politifolkene forlanger at se hans arbejdsplads, hans skab.
Alt bliver endevendt, så kommer turen til Ejgils. Langt om længe forsvinder de, godt sure over den manglende samarbejdsvilje. Lille mig spurgte man ikke efter, altså havde Ejgil holdt sin kæft om mig i det mindste.
Fabrikken havde 31 arbejdere. To var socialdemokrater (arbejdsmændene), en var ikke noget, resten var alle ræverøde (revolutionære).
Tidligt på morgenen, men efter at far var kørt hjemmefra, havde jeg som det første ringet hjem til mor og sagt:
Mor, man siger, du er en sjuske og at du ikke kan gøre rent. Man siger også, at du meget snart går i gang med en hovedrengøring.
Hun forstod budskabet; uden at stille dumme spørgsmål lovede mor at starte med det samme. Hermed var jeg sikker på, at man intet ville finde hos os ved en husundersøgelse. Efter en lille uges tid bliver jeg på vej hjem passet op af Emil, og han betror mig, at det står galt til med økonomien. Hans kone Ulla (en søster til Hans Edvard Teglers kaldet HC), venter en lille. Emil var langt nede, han havde også meget svært ved at finde steder at sove, rationeringsmærker havde han heller ikke. For at muntre ham lidt op kunne jeg fortælle, at arbejderne hav-de besluttet at samle ind hver uge, han kunne regne med at få mindst 30 kr. om ugen. Man vil give mig pengene, kan jeg bare aflevere dem