til at ændre forholdene på Statens Museum for Kunst, blev i stedet en positiv provokation med base på hans eget gods: Nivaagaards Malerisamling.
Idealisme og praktisk sans var to af hovedingredienserne i Johannes Hage (1842-1923), muliggjort af hans far, grossereren Alfred Hage, der havde forstået sønnens behov for at give og skabte rammerne for hans initiativrigdom. Hage-familien var kornhandlere med sans for at vurdere og tage handlingen på sig, og der går en lige linje fra forældregenerationens rolle i grundlovens indførelse til Johannes Hages forståelse for at give kunsten liv.
Johannes Hages kunstsamling bestod af mesternavne fundet på blot få år omkring 1900 i en proces, hvortil han inddrog tidens store museumsmænd og connaisseurer over hele Vesteuropa. Som forældregenerationen før sig så han sit land og dets kultur i et internationalt perspektiv, hvorfor han sørgede for at holde sine kunstværker i spil inden for sin tids nyeste, kunsthistoriske forskning.
Han så endog kunsten som en mulig medspiller i landets politiske situation. Heri spillede hans Rembrandt en særlig rolle...