De to tekster supplerer hinanden på mange måder. Heraklit taler om Altings uophørlige forandring; Parmenides om det Ene som altid forbliver sig selv. Heraklit skriver prosa; Parmenides bruger stadig den samme verseform som Homer: hexameteret, – her omhyggeligt gendigtet på dansk, med en indledende forklaring af versemålet. For begge gælder at den oprindelige titel ikke er overleveret med sikkerhed; men Heraklit synes at bruge det samme ord om sit værk som om tanken i det hele taget, nemlig SAMLING (som når vi på dansk siger ”sans og samling”), og for Parmenides er erkendelsens veje og vildveje en så gennemgående metafor at VÆRENS VEJE synes et forsvarligt valg af titel.   

Oversættelsen er forsynet med omhyggelig angivelse af hvorledes hvert enkelt af de her arkæo-logisk genforenede ”potteskår” er nummereret i Hermann Diels' autoritative referenceværk Fragmente der Vorsokratiker (1903), og derudover med en række filologiske og filosofiske fodnoter, samt introduktioner til forfatterne og deres historiske og geografiske kontekst.