Som relativ autonom sfære er kunsten på én og samme tid en udfordring og en bekræftelse af det kapitalistiske samfund og værdiformens abstrakte dominans. Som Adorno formulerer det, er vareform- en autonomiens historiske mulighedsbetingelse. Det betyder ikke, at kunsten kun er ideologisk (i en dårlig forstand), den har bevaret sin historiske oprindelses emancipatoriske logik, og om ikke andet negativt afspejler den et løfte om lykke. Der er noget subversivt ved kunsten, den er en art oprør. Det er således ikke nok at udpege aporien – kunsten undergraver og bekræfter samfundet, kultur og barbari hænger sammen – nej, aporien skal på en eller anden måde analyseres og overskrides. Den er netop ikke ahistorisk, en invariant, men historisk og kan derfor ændres. Eller som Debord siger, kunsten er revolutionær (eller den er ikke).