intriger gennem læsning, men i stedet for at fortabe sig i perioden drager han klare paralleller til sin egen tid. I romanens Rom optræder der pølsemænd, mannequiner, nyhedsbureauer og turister, og den finansvirksomhed, hovedpersonen er ansat i, kaldes for et „clearinghouse“. Når Petersen skal give læseren et begreb om, hvordan en romersk ejendom så ud, går han meget håndfast til værks: „Huset lignede en Forstørrelse af de Kommoder, hvormed de danske Tjenestepiger for en Menneskealder siden kom slæbende ind fra Landet ved Skiftedagstider.“

Det, der især forbinder for- og nutid, er en dybtgående værdikrise. De enkle romerske dyder og moralforskrifter er i opløsning, og mennesker søger vejledning og frelse i alle mulige slags religioner, der især er importeret fra Orienten; de mest fremtrædende er den ægyptiske Isisreligion og kristendommen. I centrum for handlingen står Marcellus, der er kontormand og deltidsdigter. Om ham hedder det, at han lider af „spleen“ og hæmmes af for meget selvironi. Han er en nøler og betragter, som længe vakler mellem den modne societyfrue Elena og den unge pige Cæcilia, der indvier ham i kristendommen. Den romerske øvrighed betragter de nye religiøse strømninger med mistænksomhed og sætter sin efterretningstjeneste, kaldet Curiosaen, ind i kampen mod fredsforstyrrerne. En af dens informanter er drengen Jon, der er uægte søn af Marcellus. Jon er en charmerende og udspekuleret lille rad, der opfattes som et produkt af indbyrdes modstridende pædagogiske teorier .
Nis Petersen øser ubekymret ud af sin viden om hvad som helst med audodidaktens modvilje mod at sortere i egne indfald. Men hans historiske research, humor og indlevelse i det saftige og farverige stof har gjort Sandalmagernes Gade til en af 1900-tallets store historiske romaner.
(Store Danske Encyklopædi)