”Hvem i alverden er det?” hviskede Katrine angst mod manden, som stod i lyskeglen og så vredt på bilen. William løste sin sele, mens han brummede lavmælt: ”Du bliver bare herinde og lader mig klare dette her. Godaften, Tom,” udbrød han og åbnede døren. ”Undskyld opbremsningen, jeg så dig slet ikke. Du bør sgu have en refleks på her på denne tid af aftenen.” Manden sænkede geværet og traskede tungt og mistroisk hen til William og så ind ad vinduet. Han fik øje på Katrine. Han skulede men sagde ikke noget. William fortsatte upåvirket: ”Det er Katrine. Solveigs niece.” Tom kneb øjnene fjendtligt sammen, fortsat uden at sige noget.