styrken og talentet til at placere sig blandt det tyvende århundredes betydeligste danske billedkunstnere med et meget omfattende og vidtspændende værk. Men han blev tillige med sin herkuliske flid og hårdtslående retorik den vægtigste spiller i det danske kunstliv i århundredets sidste tredjedel. Det er en dannelsesberetning, der viser en lang og tornefuld vej mod kunsten, kunsten som erkendelsesform – og levevej. ”Samfundet peger jo ikke på, at man skal blive kunstner – det peger væk”, siger Henning Damgaard-Sørensen i en af sine utallige kommentarer, og for ham var det en eksistenskamp at blive kunstner, kunsten som en menneskelig fornødenhed, der har behersket os i alle tider.