disse mænd til at gribe til våben mod landsmænd? Og hvorfor udviklede gruppen sig så radikalt, at den til slut benyttede sig af både likvideringer og tortur?

Den helt centrale drivkraft bag Schiøler-gruppens mange likvideringer var hævnen. I takt med at kampen mod den nazistiske besættelsesmagt og dens danske håndlangere intensiveredes i den sidste del af besættelsen, begyndte modstandsbevægelsen i stigende grad at foretage de såkaldte stikkerlikvideringer. Denne udvikling berørte også Schiøler-gruppen personligt, da både venner og bekendte samt et enkelt medlem af gruppen blev dræbt af modstandsfolk. Schiøler-gruppen svarede igen, og en vendetta-lignende konflikt udspillede sig mellem terrorgrupperne og modstandsgrupperne.

Schiøler-gruppen var i mindre grad, end man hidtil har antaget en integreret del af det tyske terrorapparat. Gruppen havde i stedet deres helt egen agenda og gik endda ofte bag om ryggen på de tyske myndigheder. I stedet for at afspejle den nazistiske modterrors vilkårlighed var Schiøler-gruppens likvideringer i langt højere grad rette snævert mod medlemmer af modstandsbevægelsen. Hermed adskilte Schiøler-gruppens sig markant fra dens mere kendte pendant, Peter-gruppen, der ofte begik drab på tilfældige og ganske uskyldige danskere.

Derfor spørger forfatterne til slut, om det overhovedet er rimeligt at betegne Schiøler-gruppen som en ”terrorgruppe”. Aktionerne gik aldrig ud over sagesløse, hvilket ofte er en afgørende del af definitionen på ”terror”. Skulle man i stedet betegne Schiøler-gruppen som en selvtægtsgruppe? Og havde den således visse fællestræk med den hårde kerne i modstandsbevægelsen?

Gennem et hidtil delvist ubenyttet kildemateriale fortæller forfatterne historien om Schiøler-gruppen. Efter kapitulationen blev gruppens medlemmer retsforfulgt og gruppens chef samt den næstkommanderende – Ib Gerner Ibsen og Helmut Mortensen – blev henrettet den 25. november 1949. Bogen indeholder personkarakteristikker og beskriver mange af de dramatiske aktioner, som Schiøler-gruppen stod bag.