Med sine digte vil Mylius ud fra konkrete stemninger, indtryk, erfaringer pege ud mod grænsen for vores virkelighedsforståelse. 

Gennem det umiddelbart sete og sansede vil han åbne sprækker mod en virkelighed bagved eller over det håndgribelige. 

Digtene rækker ud mod det metafysiske eller trækker det ind i den konkrete sansnings verden. I den forstand har de en retning mod det religiøse. Det sker i sproget, i billeddannelsen. Koncentrationen i sproget åbner i sig selv for noget andet og mere. 

Digtet er et åbent vindue. En måde at se på.