Bogen kredser om en række centrale koreografer – heriblandt George Balanchine, Birgit Cullberg, Flemming Flindt, John Neumeier, Harald Lander og August Bournonville – og undersøger deres betydning gennem dem, der har arbejdet med deres værker i praksis. 

Det er dansernes erfaringer, der bærer fortællingen. Gennem deres stemmer får læseren indblik i arbejdet bag scenen: træningen, disciplinen og det kunstneriske samspil, hvor koreografi bliver til levende dans. Samtidig tegner bogen et billede af et liv i kunsten – set fra både scenen og sidelinjen – og af de krav, der stilles til dem, der vælger ballettens vej. 

Bogen rummer også levende tidsbilleder og tegner et kulturhistorisk portræt, der gør den interessant for andre end blot balletinteresserede.