Bogen fokuserer på faget pædagogik i pædagoguddannelsen. Pædagogik er blevet et hovedfag, som rummer forskellige discipliner. I denne sammenhæng rækker interessen mod den disciplin, der har med dannelse og opdragelse at gøre. Dannelse er blevet til selvdannelse, og pædagogik kan ikke på samme måde som tidligere begrundes med henvisning til autoriteter, som kan forsikre om det sande og gode i pædagogikkens gerninger. Der er således ikke længere et fast orienteringspunkt, man kan henvise til, når man som pædagog skal legitimere sin praksis.

Forfatteren slår til lyd for, at studerende må opøve viden og færdigheder i at formulere og begrunde et selvvalgt dannelsesideal, som både kan rumme ideen om selvdannelse og give retning for de pædagogiske bestræbelser. Der gives forslag til, hvordan denne opgave kan løses.
Selv om fokus er rettet mod pædagogstuderende, vil også uddannede pædagoger, lærere og andre med interesse for dannelsesspørgsmål kunne hente inspiration.