familien som fattig, men sådan oplevede han det ikke selv. Hverdagen var tryg og forudsigelig, penge var der ikke mange af, der skulle spares – det beskrives gennem barnets øjne, afvekslende med den voksnes refleksioner. Gang på gang fremhæves oplevelsen af solidaritet og sammenhold forankret i forældrenes socialdemokratiske livsholdning, som har præget ham siden. Fortællingen slutter, da han på Blaagaard Seminarium har gennemført sin læreruddannelse. Han ville i dag blive betragtet som mønsterbryder, idet han på trods af sin sociale arv tager en boglig uddannelse, men han ser det selv som en ganske naturlig udvikling med de evner, han havde. Uddrag af bogen Men vi var altså arbejderbørn, og det skulle vi være stolte af, for det var der styrke i. Ellers betød det, at vi skulle være stolte, vel bare, at vi ikke skulle skamme os eller føle os små, hvad vi bestemt heller ikke gjorde. Ej heller var vi misundelige, for vi havde det jo godt og levede i bedste velgående på de vilkår, som var vore og vore forældres. Jeg tror ikke, vi gjorde sammenligninger med tanker om, at der var nogle, der havde mere og levede bedre end os. Men vi var da godt nok klar over, at der var nogle, for hvem livet og hverdagen var anderledes. Jo, der var forskel på folk. Det så og oplevede vi i det daglige, men det var ikke noget, som vi hæftede os særligt ved. Vi tænkte ikke på, og vi talte ikke om, hvorfor det var sådan, eller om, hvordan det ellers kunne og burde være. Om forfatteren Svend Aage Emil Pedersen er født i 1920 på Nørrebro. Han blev udannet lærer i 1941 fra Blaagaard Seminarium. Han blev gift og fik tre børn og var soldat ved forsyningstropperne under krigen. Han har været en anerkendt mand og kendt af alle. Han har været aktivt medlem i foreninger og klubber, f.eks. var han med i Lions, fugleskydning, sildelag. Han har altid interesseret sig for kunst, teater og musik.